Smartlog v3 » Naturjournal » Venter på vand.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Venter på vand.

4. Jun 2017 06:11, Farmer

Dagene går. De varslede regnbyger glider udenom eller forsvinder i ingenting. Langt de fleste marker tåler tørken endnu, og kom der regn, står der virkelig nogle flotte afgrøder generelt set.
Sandpletterne er så småt ved at visne hen; men de udgør heldigvis et lille areal sammenlagt.

Vores nok mest sandede mark ligger med 1.-års rødsvingel i år. Og de lette pletter i marken dræede allerede 1. juni om eftermiddagen.
Det er mindst 5 dage for tidligt og planternes nødløsning: Red hvad reddes kan!
Så bestøves den del af akset (Rødsvingel er nu egentlig en top-græs og ikke en aks-græs, men ordet aks bruges nu ofte alligevel og er mere forståeligt.) som endnu har vædsketilførsel og derved er der stadig mulighed for reproduktion, men på et lavere niveau.

Hveden sprøjtede jeg mod svamp i går. Den er pæn ren med undtagelse af lidt meldug og de altid tilstedeværende bladpletsvampe i bunden, så måske er det spildte kræfter og kemi; men bladpletsvampen septoria kan kun forebygges, og skulle der komme regn i de kommende dage, er det sin sag at have faneblad og aks stående ubeskyttede. Svampen spredes nemlig med regnpjask fra bunden og op.

Så uskyldig ser symptomerne på svampen ud:

Det er lidt som infuenza hos mennesker: Herregud! lidt røde øjne og en enkelt grads temperaturforøgelse. Men sygdommen piller ens ydeevne fuldstændig af.
Svampen giver op til 30 procents udbyttenedgang, hvis den får lov at udvikle sig som i dette usprøjtede hjørne i fjor:

Tags

Arkiv

Relaterede