Smartlog v3 » Naturjournal » Ungdomsgilde.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Ungdomsgilde.

16. Oct 2017 04:01, Farmer

I forgårs havde jeg besøg af 3 unghunde, en Münsterlænder på 2 år og to Gammel Dansk Hønsehund på hhv. 7 måneder og 1 år -samt deres ejere.
Vi ville prøve at give de unge lov til at få erfaring med agerhøns uden at der hele tiden var en gammel garvet hund i nærheden til at tage styringen.

Dagen før havde jeg besøg af den mere garvede garde. Det kan give nogle tæt på perfekte situationer, som her hvor Zini har stand og bretonen Indi sekunderer siddende:

Men oplevelsen af de unge hunde var faktisk fuldt ud lige så charmerende.
Det var en fornøjelse at give unghundene lov til stille og roligt at finde fuglene, og det gav faktisk nogle rigtig gode situationer med fin stand.
Der var selvfølgelig lidt afstikkere og en masse som skal læres i begge ender af snoren; men grundliggende havde alle tre unghunde flair for jagten og viste rigtig gode takter. - Og blandt lidt ældre hunde er der jo også hele tiden noget som skal tilpasses.
For min egen Zinis vedkommende er det helt klart, at vi skal have mere ro i opfløj og skud. Der er gået alt for meget knaldapportør i den.
Hundene tålte skud, og der blev apporteret pænt.
Her er det den 1 år gamle Loke, som holder en fugl til ære for fotografen.

Det var naturligvis ikke den helt prangende parade med 3 fugle; men det lykkedes at få alle til at sidde pænt selvom der lå fugle foran dem, og det var faktisk det, som var øvelsen.


-Og egentlig burde der være en fugl mere på paraden:
Loke havde stand og den kun 7 måneder gamle Kayna respekterede flot.
Fuglene lettede, føreren af Münsterlænderen og jeg skyder hver en fugl.
Vi starter apporteringen af Münsterlænderens først.
Min fugl klapper helt tydeligt sammen i skuddet og føres af vinden over bag et læhegn, hvor den let kan apporteres senere.
Vi søger lidt med de unge hunde, og den anden fugl apporteres fint fra det høje græs.

Bagefter søgte vi efter en fugl, som drejede ud fra flokken uden dog at finde den, så den var antageligt lettet igen for at finde sammen med flokken.
Der gik maksimalt et kvarter med de opgaver og så skulle vi lige have den lette apportering i rapsen bag hegnet.

Da vi kom derom lå der kun en stak fjer! Ingen fugl og ingen fært af et eventuelt anskudt fugl, som var løbet væk.
Der havde nemlig allerede været en musvåge og snuppe fuglen.

Mellemstesønnen havde stået som stopskytte for enden af et andet hegn og set musvågen komme og slå ned selv om vi mindre end 100 meter væk havde været med hunde og tilhørende larm, så den agerhøne blev der fugls føde ud af.

Fortjent belønning for udvist mod. Man skal være hurtig for at hamle op med naturen.

Tags

Arkiv

Relaterede