Smartlog v3 » Naturjournal » To dråber og en bue.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

To dråber og en bue.

23. Jun 2018 05:42, Farmer

Det er blevet regnvejr i det polske. Regnen begyndte i forgårs sidst på eftermiddagen og havde til i aftes givet 68 mm.
Hvor underlaget er sandet er afgrøderne gået ud, så de står ikke til at redde; men langt det meste kan få gavn af regnen, og særligt kartoflerne vil tage vandet til sig.
Det er en kartoffelsort til friturestegning, så de må gerne få lidt størrelse, og det bliver der mulighed for nu.

Herhjemme er al regnen desværre kørt udenom. To gange kørte fronten lige syd om os. Det gav begge gange våde brosten; men ikke nok til at det kunne måles,  så planterne og vi må leve af de skønne kunster i stedet og en regnbue kunne det da give til:


Ikke blot er det tørt; men vejrudsigten er totalt blottet for regn de næste 2 uger også.
Det kan undre, hvad der dog trods alt holder størsteparten af markerne i et grønligt skær.
Vi har haft endnu en nat med blæst, så end ikke nattedug giver planterne ro for fordampning.
Bortset fra det sørgelige syn og udsigten til måske at have arbejdet gratis eller det der er værre, er dette vækstår næsten uden regn en interessant opvisning i, hvad vore kulturplanter egentlig kan tåle af vejrmæssig modgang, når de ellers holdes sunde og med tilstrækkelige næringsstoffer.

Men, men. Jeg havde nu gerne været denne opvisning foruden.

Tags

Arkiv

Relaterede