Smartlog v3 » Naturjournal » Tæt på datorekord.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Tæt på datorekord.

1. Aug 2011 06:48, Farmer

Vårbyggen er tidlig moden i år. Det hører til sjældenhederne, at vårbyggen høstes i juli.
Havde det ikke været på grund af en flækket remskive kl. 18:30 i aftes, havde jeg sikkert været ophøstet i vårbyg i juli for første gang nogensinde.

Men sådan skulle det ikke være. Heldigvis ligger reservedelen et sted i det jyske, og montøren kommer i løbet af formiddagen. Med lidt held er vi kørende til middag igen.

Men et var lidt ærgeligt at spænde skærebordet af i et så godt høstvejr som i aftes:

Men langt hovedparten af Dyrlægemarken og Kile blev høstet i går, så omkring 25 ha. blev det da til.

Som det ses ligger der halmrimler efter mejetærskeren i år. Der er rift om halmen, da forsommertørken har bevirket, at halmudbyttet er meget ringe.
Selvom jeg har en ide om, at halmnedmuldning giver en god jordstruktur, kan det ikke nytte, at der mangler halm til dyrene rundt omkring, så i år bliver halmen bjærget.

Kattekillingerne er stort set lige glade med høst og reparationer, når blot vi sørger for at spise fjerkræ og andet med ben ved, så der kan blive nogle rester at kæmpe med og om.

De er lige i den frække alder nu, og skal snart til at finde nye hjem ude i den store verden; men det plejer ikke at være det store problem, når de blot skruer charmen på.

 

 

 

Kommentarer

  1. Rasmine
    1. Aug 2011 07:49
    1

    En abrikosfarvet killing ... Men jeg må ikke have husdyr :-(

    Lidt ærgerligt med den remskive, men ellers synes jeg, det lyder til, at de fleste ting lykkes hos dig. Det må være herligt!

  2. Farmer
    1. Aug 2011 09:48
    2

    Det ER herligt, at høste. Montøren er i skrivende stund på vej, så vi skal nok få det til at lykkes idag også.

  3. Ellen
    1. Aug 2011 09:54
    3

    De er nu meget søde i den alder - de skulle bare aldrig blive større ;-)
    Jeg håber det hele flasker sig for dig - der er altid en dejlig og speciel stemning over høsttiden. Den tidligste høst, jeg kan huske fra gården, var d. 4. august, hvilket jeg husker som værende enormt tidligt.

  4. Donald
    1. Aug 2011 11:17
    4

    Har lige checket med nedbørsradar, der opstår byger en gang imellem, men kun østligt, så jeg håber I får høstvejr!

    Der må være døgnvagt på høstmaskine-montører, ikke sandt?

    Ja hvor er de søde, de to killinger, de skal nok finde et sted at være.

  5. Farmer
    1. Aug 2011 12:30
    5

    @Ellen: Ofte er vi henne omkring 10. august inden kornhøsten går igang. Vi har tit høstet på Mellemstesønnens fødselsdag d. 20 august.

    @Donald: Ja, der er aftenvagt på hos maskinmontørerne i denne tid. Ofte er duggen først væk ved 13-tiden om eftermiddagen. Til gengæld køres der ofte til langt ud på aftenen, så ofte sker nedbruddene efter normal lukketid.

  6. Madame
    1. Aug 2011 13:21
    6

    Jeg kan slet ikke stå for billedet af de to små yndigheder :-) Jeg håber, I hurtigt kan komme i gang med at høste resten af vårbyggen, og at vejret holder tørt. Tusind tak for gyserhistorien om blafferne ovre hos mig!

Tags

Arkiv