Stort og småt.
22. dec 2011 18:20, FarmerNår man for første gang nogensinde sådan lige snupper 14 dages ferie og dette endog sker lige midt i jagtsæsonen, bliver der naturligvis noget at indhente.
Så det er heldigvis blevet til ikke færre end tre gode jagter hen over den seneste uge.
Lørdag stod den på ande- og fasanjagt i det herligste solskin. Der var både troldænder, krikænder og gråænder på paraden og sågar en grågås, som af uforklarlige årsager ikke var lettet fra mosen længe inden vi var kommet på plads.
Tirsdag var jeg så heldig at være budt på kronvildtjagt i det jyske. Der var rigtig godt med kronvildt. Der blev set mindst 23 krondyr i de to drev, og der blev skudt 3 ialt.
Desværre stod jeg ikke på post de steder, hvor dyrene kom; men så dog en rudel på 11 dyr udenfor skudhold.
Sådan er det og sådan vil det altid være. Man kan aldrig vide, hvor dyrene står den pågældende dag.
Pladserne bliver iøvrigt fordelt ved lodtrækning, så placeringen af den enkelte jæger er tilfældig.
Her er der tid til lidt snak mellem drevene. På selve jagten er total stilhed et must, hvis man vil have en chance for at få de altid årvågne krondyr for:

En hedegård i nabolaget var til salg.

Det er rigtig mager jord i området, og med denne standard på laden kom jeg til at tænke på annonceteksten: "Behagelig letmuldet jord. Bygningerne trænger til en kærlig hånd". Altså ejendomshandlerkoden for "Flyvesand med tilhørende ruin."
I dag købes en sådan gård naturligvis ikke med landbrugsdrift for øje, men erhverves alene for naturens og jagtens skyld. -Og natur og jagt bød området på i rigt mål, så mon ikke gården er salgbar trods ejendomsmarkedets sløvhed.
I går tog et par af naboerne og jeg så en lille tur rundt langs hegnene for at få reduceret lidt i fasankokkene. Det lykkedes os da at finde et par stykker; men der er en hel del flere kokke i byen så vi har da heldigvis en undskyldning for at gå en gang eller to mere.
Det er bedst, hvis forholdet mellem høner og kokke kommer til at ligge på 5-7 høner pr. kok før ynglesæsonen. Det kommer vi dog ikke ned på, selvom vi aldrig skyder høner. Der viser sig altid at være for mange kokke, når foråret kommer.
Disse to fik vi dog med hjem til gryden.

Den ene er en gammel kok. Han er med sikkkerhed for sej til stegning, så han kan passende finde anvendelse i vildtsuppen, som er på planen til 3. juledag.
Men sikke kokkene kan snyde hundene på denne årstid, og er stærke og hurtigtflyvende, når det først kommer på vingerne.
Det er noget andet end de knapt udfarvede kyllinger i starten af oktober.
22. dec 2011 20:14
Næh, der er vist ikke meget tilbage i den lade... men stedet kan da ikke være så dyrt at erhverve sig.
Den gamle kok, er det den til venstre? Den ser lidt gråhåret ud ;-) Hvordan ser I alderen på dem?
Ku' man få opskriften på din vildtsuppe? Det lyder spændende.
23. dec 2011 06:38
Hvor har det været festligt med de tre jagter! De par ture, jeg har været på, har også givet utrolig meget glæde i tilværelsen. - Klart nok at man må holde nogle pauser hvor der kan snakkes, ellers ville det da være forfærdeligt at være på jagt!
Fasan-"kæmning" lyder hyggeligt. En god kok (ikke fasan-kok, men køkken-kok!) har brug for sådan nogle gamle dyr til at lave en god sovs og suppe. Uden sovs smager maden ikke af ret meget!
Uanset tilstand er det et meget godt billede af den forfaldne ejendom - jo måske er der nogen, som kan bruge jagten.
Det er spændende at høre lidt om de tre jagter, og det er altid en fornøjelse at kigge ind på Naturjournal, tak for mange gode indlæg her i år!!!
23. dec 2011 07:45
Den gamle hedebogård er et pittoresk syn - og et rigtig håndværkertilbud, som det så smukt hedder med en eufemisme :-)
23. dec 2011 12:27
Jo jeg syntes nok, at jeg har bemærket det der med jagtsæson. Der er lidt vel travlt, hvad det angår her hos Kim. Hvad den gamle gård angår, så skal der ikke ryge mange flere sten, før man faktisk kan få et tilbud om bortfjernelse. Det er vel et spørgsmål om at sparke lidt til det hist og her.
Glædelig jul i Melby.