Bukken havde et åbent benbrud ti cm. over klovene og ville næppe havde overlevet mange dage, da benstumpen var frilagt og naturligvis helt smurt ind i jord.

Der var tidligere på morgenen faldet 3 skud langt borte i den retning, hvorfra bukken kom, så jeg tænkte, at der var tale en anskydning; men senere viste det sig, at alle 3 skud havde givet hver en buk.
Det må således var en buk, som er blevet påkørt eller en anskydning så langt borte, at skuddet ikke kunne høres af mig. 
Men det er egentlig også ligegyldigt med årsagen. Blot godt at den tilfældigvis søgte mod "min" mergelgrav.
Jeg sad endnu en times tid, men der kom ikke andre dyr til syne. Jeg kunne traske hjem med den trofæmæssigt mindste 16.maj-buk nogensinde, men med en vis tilfredshed over at have aflivet dyret.
Så må den store buk vente til en anden dag.

Burresnerres "fidus" er at fremspire sent, hurtigt at vokse over afgrøden og derefter som en slyngplante at brede sig som et tæppe over afgrøden. 
Vi  oplever tit at måtte ud en ekstra gang med sprøjten alene for den ene ukrudtsart. Dette ville jeg undgå i år, og nu betales prisen, for næste sprøjtedag er efter vejrudsigten 3-4 dage fremme, og så er ukrudtet uhyggeligt stort i vårbyggen. Gys!

Så er der anderledes gang i hobbyhønseholdet. Bagerens rugemaskine har lige ruget et spændende hold kyllinger ud til mig. De fleste er en lidt usædvanlig krydsning af islandske landnamshøns og brun ægland.

Der er ikke meget om landnamshøns på nettet, men her er link med et par fotos:
http://www.familien-harkjaer.dk/11111/Islandske%20landnams%20h%C3%B8ns
Det må siges at være et møde mellem gammelt og nyt; men denne krydsning giver gode æglæggere og nydelige høns i forening. Naboen har denne krydsning, og det er pæne dyr, hvor det lille top fra de islandske har overlevet krydsningen.
Lidt ærgeligt, at hanen lukker øjet, medens han galer:

Majsen blev sået i forgårs i et lidt for knoldet såbed, så den får rigtig gavn af regnen.
I fjor blev majsen solgt til et tysk biogasanlæg. Det bliver spændende, hvor det havner i år.
Jeg funderer over, om vi er i en tid, hvor dansk landbrug er ved at konvertere fra animalsk produktion til energiproduktion. Vi brødføder ca. 15 mill. mennesker i øjeblikket; men samtidig forbruger vi en stor mængde af vores børnebørns olie og gas uden at modregne det i nationalregnskabet.

Som planteproducent ruller vi i princippet et grønt tæppe af solceller ud hvert forår, og samler de fyldte batterier ind hver høst.
Så kan vi tømme batterierne ved at lade hesten som æder kornet trække os, eller producere biodiesel og hælde den på bussen.

Vi har tilsyneladende endnu ikke viden og vilje nok til at finde andre alternative energikilder, som reelt er produktionsstabile og store nok til at dække vore behov og derved reducere behovet for fossile brændstoffer i væsentlig grad.

Det kræver rundt regnet 2,5 kg. korn/proteinafgrøde at producere 1 kg. svinekød og energimæssigt svarer 2,2 kg korn til 1 liter dieselolie, så med de nuværende svinepris på 11,- pr. kg.  er vi tæt på balancepunktet.

Det var egentlig blot meningen, at jeg skulle komme forbi for at drøfte skovningen af nogle graner; men det blev til en forårsaften ageren rundt.

Slåenhegnet er i fuld blomst og kvitterer mangefold for det ekstraarbejde et sådant hegn forvolder i løbet af året:

På vej ned til de 35-årige rødgraner vi er i gang med at fælde står et par herlige hovedpile, som vi har stynet her i foråret. Det er vigtigt, at pile bliver stynet jævnligt, hvis de skal holde. De gamle halvrådne stammer er smukke og spøgelsesagtige, men holder ikke til at bære en stor krone.
I gamle dage blev hegnene stynet hvert 6. år, og det ville nok stadig være optimalt; men der går let både 10 og 15 år mellem styningerne i vore dage.
Energipriserne er for lave. Var der koldt i stuen, skulle man nok komme afsted for at skaffe brænde.

Men disse to skal nok klare en tur mere, så der i mange år endnu stadig er direkte adgang ned til heksen fra "Fyrtøjet", hvis en gæv soldat skulle komme marcherende forbi:

(Og så fandt jeg ud af, hvor jeg havde glemt stigen!)

Det er egentlig temmelig sent; men for majs er jordtemperaturen mere afgørende end datoen, og de to majsstykker har op til i dag haft hver sin forårsopgave.
Det ene stykke skulle bruges til at nedpløje redekassehalm fra naboens minkfarm, og det andet stykke har tjent som vinterfold for køerne.

Mink er meget renlige dyr, og kunne ikke finde på at møge sig i deres rede, så det er ren halm uden nogen form for gødning. Alligevel siger loven, at halmen skal opfattes som gødning, og derfor enten opbevares i møddingsstak eller spredes og nedpløjes med det samme.
Da sådan noget findelt halm ville flyve over det hele ved den mindste vind, er der reelt kun at sprede det og nedpløje, så det er blev gjort i går.

I dag flytter køerne så i engen, og giver derved plads for ploven. Majssåning er en maskinstationsopgave, og er bestilt til mandag.

Derefter er der reelt kun ½ hektar på den anden side bækken, som ikke er sået. Her er det stoppede dræn, der bremser os, og måske bliver stykket liggende brak i år, så vi har den fornødne tid til at få lavet en ordentlig reparation.

-Og så glemte jeg at skrive, at jeg i år så den første svale d. 30. april.
Det pudsige var, at det var en bysvale. Dagen efter så jeg en del landsvaler, så fordelingen er ved det gamle; men aldrig tidligere har jeg set bysvalen først.
Tilfældighed?

Bøgen er tæt på fuldt udspring så datomæssigt er vi lidt til den tidlige side, selv om en kølig april satte en bremse på udviklingen efter den ret lune marts.

Det er yngletid, og blandt solsorte er der næsten tradition for utraditionelle redeplaceringer.
I år har en solsort valgt at bygge rede i bagenden af den gamle kornvogn. Det bliver ikke muligt at lade vognen holde på stedet i flere uger i træk, så reden går efter al sandsynlighed en grufuld skæbne i møde.
Af princip fotograferer jeg ikke reder tæt på, idet forstyrrelser af enhver art er et onde i ynglesæsonen; men her gjorde jeg en undtagelse, idet jeg anser reden for tabt under alle omstændigheder.

Nede i engen gik den grønne kok omkring allerede et stykke tid før solopgang. Jeg fik et billede af ham; men det er ikke nær dækkende for det farvespil, som solen kan give i hans glinsende fjerdragt.

Solen står nu op så langt mod nordøst, at den bag gården er ved at være fri af nabobygninger

og nede i Statsengen emmer fugten. Det er snart tiden at få kreaturer derned, hvis de ellers kan bunde.

Desværre er vandstanden i bækken så høj, at lysesivene er ved at have udkonkureret al anden vegetation.
Det er en af følgevirkningerne af den misforståede laden stå til i forhold til oprensning af vandløb: Engene forsvinder.

På vejen hjem traf jeg på denne gamle mælkespand (på korrekt dansk er det vist en mælkejunge; men i min tid er de altid blevet kaldt spande)

Som det fremgår er det mejerinummer 25's spand. Og da spanden blev "indviet" var det R. Pedersens enke, som stod for driften.
Denne enke må være Anton Slagters mor, så spanden må have tæt på 100 år på bagen.
Det lille øje ved kanten er atypisk. Jeg har faktisk aldrig truffet dette øje på andre spande. Til en form for lås eller lignende?
Den må have været strækt generende, når spanden skulle vaskes. Der var sådan et taw med at holde spanden på skrå medens man vaskede rundt indvendigt, og så lige en gang rundt i kanten for oven til sidst.

Også sært dette med at være nogens enke.
Umiddelbart virker de i dag lidt nedværdigende; men mit indtryk er, at det dengang nærmere virkede sikrende.
Min oldemor var enke her på gården fra 1902 til 1933, og alt hvad vi har gemt af breve og bilag er tilstilet Jørgen Andersens enke og ikke Maren Andersen.
Snød man som handelsmand en enke, var det bestemt ikke godt for vedkommendes ry. Det var under værdighed. Lidt som at slå på én med briller.
Enken fik måske ikke toppris; men helt underud gik buddet ikke.

Jeg fandt lige vores gårds slagteribog fra 1926 frem. Dette år havde man end ikke overstreget det fortrykte "Hr." Jørgen er blevet til "J" og Enke er forkortet til "E", men min oldemors fornavn er ikke skrevet noget sted:

Her er decemberleveringen, hvor årets sum også er opført:

Som det ses er der leveret 58 slagtegrise det år. Det har været små englandsgrise med en slagtevægt på gennemsnitligt 65 kg. I dag leveres grise ved ca. 80 kg. slagtet vægt.
Prisen har været 1,78 kr. pr. kg. plus efterbetaling på 4 øre pr. kilo.
Det var mange penge. I dag er svinenoteringen 5-6 gange så høj; men  målt på lønninger, burde prisen være mange gange højere.
Det er så også derfor, at selv en ugeproduktion på 58 slagtesvin i dag er for småt til at kunne løbe rundt.

Menneskelige småligheder som dette at have en fint postnummer tager bierne sig imidlertid ikke af. De har kastet sig over denne vandlige opløsning af efterårsblade med den ydmyge baggårdsadresse.
De kommer dagen lang i dusinvis og suger væde til sig, selv om der er rent vand i en spand få meter fra bistaderne.

Bismag?

Det er ellers smukke morgener i denne tid. Jeg var i går morges en tur rundt kort efter solopgang, og alting grønnes hastigt.
Gæssene gik ved bækken og ledte efter spildt sædekorn; men de er vagtsomme fugle, og finder sig ikke i besøg; men jeg nåede lige et foto inden de fløj op på bakken:

Det er sjældent, at vårbyggen er så langt fremme på denne dato.

Harerne har gang i den. Vi skal tilbage til starten af 1980'erne for at finde en større forårsbestand. Efterårsbestanden er naturligvis ikke så stor som dengang.
I dag skal harernes reproduktionsevne sikre føden til et meget stort antal rovfugle.
Jeg har endnu kun bemærket, hvor musvågen og ravnen har rede; men i fjor havde vi også rørhøg rugende i nabolaget, så mon ikke de også er at finde et sted.
Det er bare med at få det kåde løb over bakken til at føre frem en store kuld unger, for der er nok, som venter på føden.
Harer på nyfremspiret korn. Så er det forår i Danmark:

Det kan synes mærkeligt, men der opnås en rigtig god udnyttelse af kvælstoffet i kyllingemøg ved at sprede det oven på hveden lige før regn.
Den eneste usikkerhed er, om vejrudsigten holder. Udebliver regnen, er det så som så med udnyttelsen, og det er et stort problem i disse kvotetider.
Men i går og efterfølgende her i forgangne nat har vi, som lovet, fået godt med regn, så det bliver en optimal udnyttelse af al den tilførte husdyrgødning.

Ænderne fra gadekæret udnyttede også regnen; men for dem var målet nogle af havens smådyr, som regnen lokker frem.
Vores have blev minutiøst gennemgået for alt spiseligt medens regnen stille gav orme og snegle lyst til at titte frem.

Her får Julias blomster et ordentlig hovedeftersyn medens regnen perler på de velsmurte andefjer:

Andrikken til venstre i billedet har ikke proteinbehov til æglægningen, så han holder stolt vagt over sit lille harem: