Smartlog v. II » Naturjournal » Rod.
Opret egen blog | Næste blog »

Rod.

16. nov 2011 06:38, Farmer

Så er der pakket!
Vi blev færdige med at fælde, nette og pallettere eksportdelen året juletræshøst.
Al arbejdet er foregået i et vejr, som har artet sig ideelt. Ingen regn, og tilpas koldt om natten til at træerne er afmodnet, så de kan klare de næste 6-7 uger uden at blive kedeligt grå og få nålefald.

Det var også ved at at være tiden at få en ordentlig nattesøvn. I går startede dagen kl. 2:10, da natholdet ringede, at de vist var faret vild i skoven. Det havde jeg ikke forestillet mig muligt; men jeg måtte jo af sted, og så kunne jeg lige så godt gå i gang med at flytte paller.
Og derefter gik det slaw i slaw indtil vi var færdige kl. 20:30, og var ved at få en kop slut-kaffe.

"Hvad blev der af de primatræer langs Trekantstykket?"
"Pokkers".
-Og så var det afsted igen efter de glemte træer; men færdige blev vi, og 21:15 var dagens 7½ timers arbejdsdag til ende.
Jeg regner med at holde 3 ugers sommerferie her i week-enden.

I det gryende dagslys falder skyggerne anderledes end ved højlys dag, og i går morges bemærkede jeg ved en skovvej dette kranium at en hjort:

-som viste sig at være en rod. Vist nok fra en hyldebusk.

Og resten af dagen glemte jeg desværre, at jeg havde kameraet med. I dag ville jeg gerne have haft nogle fotos af pakningen.
Pyt. Der kommer forhåbentlig en ny sæson næste år.

 

Kommentarer

  1. Elin
    16. nov 2011 07:43
    1

    Meget medrivende skrevet - man kan jo se det hele for sig og næsten dufte grannåle og våd jord . . .

    I næste uge ankommer vores primatræer fra det nordjyske, så går det løs :-)

  2. Lavendel
    16. nov 2011 09:09
    2

    Håber din ferie forløber tilfredsstillende. Da jeg var barn i Odense, solgte min farfar juletræer gennem mange år. Oooh, den dag den store lastbil kom med træerne var ventet med spænding....og når hele haven - både for- og bag forvandledes til en granskov, var det et paradis for to små piger at gemme sig og sidde i skjul - og duften ....alene duften...for ikke at nævne alle de andre rollingers udtalte misundelse.

  3. Madame
    16. nov 2011 09:24
    3

    Pyha, det er hårdt arbejde at have juletræer! Men du er jo ung og frisk, Farmer, så du klarer nok at udskyde søvnen nogle dage. Jeg ville være faldet om af udmattelse :-)

  4. Donald
    16. nov 2011 12:34
    4

    Det var imponerende - og jeg kan lige forestille mig 3 ugers sommerferie afviklet i supertempo. Der sker noget når man kan koble af og lave noget helt andet.

    Jo næste år må du have nogle billeder af pakningen af træerne. Det vil være et godt minde og interessant for os andre at se med på.

    Her kan jeg se at de sidste trailere med træer er sendt afsted - måske er der nogle flere på en nærliggende mark, som ikke er pakket endnu, men jeg kan ikke høre når de er igang med at skære og pakke, så det er lidt tilfældigt, om jeg ser det.

  5. Donald
    16. nov 2011 12:40
    5

    Det er forresten let at se det kunne være et kranium - lettere forslået eller afgnavet - som ligger der mellem de andre stykker og stumper. Jeg kender godt det at man pludselig ser noget figur eller noget levende i en rod, som har vokset i alle retninger.

    Ja - ha! sikken et billede :)

  6. Ellen
    16. nov 2011 15:03
    6

    Haha - jeg, som er en værre kylling i en mørk skov, og som derfor ser spøgelser alle vegne, kunne få alt muligt ud af ingenting, så jeg synes, det er morsomt, at en fagekspert også kan lade sig narre :-)

  7. Gowings
    17. nov 2011 18:01
    7

    Jamen, så god sommerferie da :)

Skriv en kommentar