Revolution!
3. feb 2012 10:56, FarmerSom traditionen byder, var der i aftes - på kyndelmisse aften- oldermandsgilde, hvor oldermanden forudgående havde været landsbyen rundt og blæst til samling.
Alt foregik som det sig hør og bør.
Den afgående oldermand bød velkommen og oplæste protokollen om årets gang.
Store begivenheder internationalt, nationale begivenheder, forgangne års vejrlig, avlens størrelse, nybyggede/ejersdkiftede/nedbrudte huse samt landsbyens fødte, døde, viede, til- og fraflyttede.
Derefter fællesspisning af medbragt mad hos den nye oldermand, som allerede året før er udpeget til det ærefulde hverv.
-Og så en god snak; ikke blot med folk man ofte taler med, men også nogle af de beboere, man ikke når at få talt med til hverdag.
Årets store revolution i oldermandslauget blev, at beboere i landsbyen, som bor til leje, også fremover vil blive budt med til gildet. Det burde naturligvis have været indført for længst; men nu er det énstemmigt vedtaget og på plads.
Sidst, der var revolutionsagtige ændringer i lauget, var i 1979, da det blev vedtaget, at byens kvinder også kunne deltage i oldermandsgildet.
Det gav lidt større rystelser!
Smeden erklærede, at hvis der skulle til at være kvindfolk dér også, kunne det være lige meget med det oldermandsgilde, og så har han for øvrigt ikke deltaget siden.
Nå. Hornet blev blæst og bogen læst.

Den nye oldermand og brandfoged kunne lade sig forevige med det gamle brandfogedskilt:

Og vi kan se frem til næste års gilde med en mere tidssvarende gæsteliste.
3. feb 2012 12:00
Det er skrevet med et glimt i øjet - dejligt at kvinder også kan deltage i jeres oldermandsgilde :-) Og nu altså også beboere i landsbyen, som bor til leje. Herligt indlæg, Farmer :)
3. feb 2012 14:46
Jeg vidste ikke, at den slags stadig eksisterede. Det vigtige ord er stadig. Der er sikkert oprettet en del af den slags fællesskabsfremmende ting i nyere tid.
Nysgerrig som altid kunne jeg godt tænke mig at vide, hvor gammelt det skilt er, og hvorfor det heller oldermandslaug ...
3. feb 2012 20:14
Den bevarede protokol går tilbage til 1868. Måske er skiltet fra samme periode.
5. feb 2012 20:31
Der er somme tider noget lokalhistorisk aften her i byen, som jeg desværre ikke har deltaget i, jeg glemte den medbragte mad! men der kommer en chance igen. Det kan dog ikke hamle op med den gamle oldermands-protokol :)
5. feb 2012 23:39
Sejt, god historie, Farmer, og godt at spindesiden og lejerne også er kommet med. JEg kan godt forstå at der er tale om en stor modernisering. At eje sin jord er vigtigt i en landsby, også her i Champagne, og du kan tro, at folk har styr på, hvem der ejer hvilke vinmarker, og hvem, der ikke gør.
Hvordan er sammenholdet mon i sådan en landsby i vores dages Danmark? Hvem bor der? Hvad laver de? Det kunne jeg godt tænke mig at høre om, hvis det er muligt.
Her i Champagne er der stadig liv i landsbyerne, de er også stadig hver i sær deres egen kommune, i vores landsby, hvor vi arbejder og hvor min svigermor bor, er der fx 130 indbyggere tilbage, så du kan tro, det er ikke helt nemt at stille et byråd med selv syv medlemmer. Til gengæld kan man komme vældig tæt på beslutningerne og også på intrigerne.
Jeg håber, at I fik fejret Kyndelmissen godt. Oplægger ser i hvert fald godt ud.
7. feb 2012 05:20
@Donald: Den gamle protokol er et helt klenodie med mange oplysninger fra sognet i tidens løb.
@Solveig: ja, jeg må se at få lavet et blogindlæg om landsbyen. Mange ting, som andre ikke kender til, er sikkert så dagligdag og naturligefor mig, at jeg end ikke nævner dem.
Spændende, hvad du skriver om Champagne. Det er organiseret helt anderledes på det kommunale område her til lands.