Smartlog v3 » Naturjournal » Ren Energi.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Ren Energi.

22. Feb 2012 05:51, Farmer

I går blev vi færdige med at levere majsen. Hele herligheden blev solgt til en tysk biogasproducent, som skulle bruge majsen til at geare gasproduktionen op.
Majskernene var efter høstning blevet knust, syrnet og ensileret på en cementeret plads. Majs er endnu mere energirigt en hvede, og egner sig derfor særdeles godt til gasproduktion.

Egentlig kunne majsen også have været anvendt til foder; men jeg var lidt nervøs for, om den våde høstsæson havde givet svampedannelse i majsstakken.
En række svampearter danner giftstoffer, som kan skade dyr og menneskers fordøjelsessystem og er derfor uønskede.

Da biogasproducenten bød lige så godt for majsen som svineproducenten, valgte jeg at sende majsen hen, hvor jeg var sikker på ikke at få reklamationer.
Min frygt for kvaliteten var dog ubegrundet. Der lå den fineste majs under foliet; men det er svært at vide på forhånd.

Uanset om majsen anvendes til føde og bliver til energi ved en biologisk forbrænding i maven på et menneske/dyr eller den anvendes til gasproduktion til kemisk forbrænding, er der tale om solenergi samlet i forgangne sommer og sluppet løs igen til anvendelse i den kolde vinter.


-Og det er egentlig, hvad agerbrug er: Opsamling af solenergi via planternes grønkorn.

40 pct. af USA´s majsproduktion anvendes i dag til gasproduktion og vi kommer efterhånden godt med i Europa; men det er blot en tilbagevenden til tiden før vi begyndte at stjæle af vore børnebørns olieforekomster.
Dengang for 100 år siden anvendtes mere end 30 procent af landbrugsjorden til at skabe energi til de heste vi dyrkede jorden med og som transporterede os rundt i landskaberne.

Alting går i ring.

 

 

Kommentarer

  1. Madame
    22. Feb 2012 08:06
    1

    Det var en spændende sammenligning med for 100 år siden, hvor 30 procent af landbrugsjorden blev brugt til at skabe energi til hestene! Du gør mig hele tiden klogere, Farmer - tak for det.

  2. Donald
    23. Feb 2012 00:52
    2

    Det er svært at vide på forhånd - du mener vel, at det er umuligt? Det er i hvert fald dejligt at der ikke var gået svamp i majsen.

    Jeg var ikke klar over at hestene i gamle dage stod for 30% af jorderne, men jeg kan da godt huske at have læst hvordan det kunne være småt med foder til de store dyr.

    Når man ensilerer majs så er det kun for grise? Kan heste tåle majs, der er ensileret? Nu spørger jeg for meget! Men det er bare så spændende at se.

  3. Farmer
    23. Feb 2012 03:36
    3

    @Donald: Heste tåler vist udmærket velensileret majs, blot er det sikkert for energirigt til vore dages heste.
    Langt de fleste heste bestiller intet, men trækket kun ud og ind af stalden og er derfor plagede af velfærdssygdomme.

  4. Ellen
    27. Feb 2012 08:04
    4

    Hmmm - du skal vist have renset spamfilter ;-)

  5. Farmer
    27. Feb 2012 09:13
    5

    @Ellen: Ja, der var behov for en ordentlig gang oprydning. 16 af slagsen, selvom der skal skrives skæve bogstaver for at sende kommentarer.
    Tænk at nogen gider!

Tags

Arkiv