Smartlog v. II » Naturjournal » Red Bull
Opret egen blog | Næste blog »

Red Bull

29. dec 2011 06:48, Farmer

Indtil videre har vinteren vist sig fra sin grønne side i år, og de to køer og tyren, som har haft til opgave at gnave det lange græs hos Hans ned efter årets to høslet, er først nu ved at være færdige med opgaven og har til dato klaret sig fint uden tilskudsfodring.

De har deres lovpligtige overdækkede og strøede lade, som de kan gå ind i; men vejret har indtil videre været af en sådan beskaffenhed, at tilbuddet ikke har fristet.
De foretrækker at ligge i et par bigballer, som egentlig var tiltænkt til at give lidt strukturfoder som supplement til det saftige og fugtige efterårsgræs; men om ballerne gør gavn på den ene eller anden måde er jo også i grunden underordnet.

Det var egentlig planen, at tyren skulle have været slagtet for et par uger siden; Men nu ender det med, at vi kommer på den anden side af nytår.

 


Han er vokset godt til over efteråret, og da han ikke er vant til at blive trukket rundt med, er han efterhånden, i en alder af 20 måneder, ved at være en egensindig herre på vel omkring 550-600 kg, som har et veludviklet beskytterinstinkt i forhold til de to køer, han går i flok med.
Man skal naturligvis ikke udvise nervøsitet overfor et sådan dyr; men den fornødne respekt og årvågenhed er nødvendig.

Der forestår en opgave, når han om føje tid skal læsses på kreaturtransporten!

Kommentarer

  1. Gowings
    29. dec 2011 08:21
    1

    Olé, Farmer - eller hvad? Det er et smukt dyr, men jeg har også ved selvsyn set, at de kan genstridige.

  2. Madame
    29. dec 2011 08:45
    2

    Her går dyrene også ude stadigvæk - det er dejligt, at vi har 6-10 grader i øjeblikket. Spiser man kød af tyre?

  3. Farmer
    29. dec 2011 12:55
    3

    @Gowings: Tja, der kan undertiden gå lidt -om ikke tyrefægtning- så i al fald rodeo i den, når græsningskreaturer skal flyttes eller læsses. Det er dog altid det bedste, hvis man kan narre dyre stille og roligt.

    @Madame: Ja, tyrekød udgør ca. halvdelen af det oksekød, som spises. Tyrene slagtes typisk når de er 1-2 år medens hundyrene i reglen er noget ældre, idet de oftest får et par kalve eller tre først.
    Det er lidt pudsigt med betegnelserne. Oksekød er en fællesbetegnelse for tyre- og kvie/kokød, medens der altid reklameres med kvielever. Hvor mon tyreleverne bliver af? :-)

  4. Donald
    29. dec 2011 13:10
    4

    Jeg kan godt mærke nervøsiteten, som man altså bare ikke må vise, som ikke må kunne ses eller mærkes, tak skal du have, det er noget af et kunststykke! Og der er jo ingen tvivl om at det er en nødvendig del af festmåltiderne :)

    Men mere seriøst, der må også være nogle ting omkring aflivningen, man kan lære undervejs, hvis der er en erfaren slagter med i arbejdet.

  5. Farmer
    29. dec 2011 14:06
    5

    @Donald: Hvis jeg vælger at slagte ham til eget brug, klarer jeg det hele selv inkl. aflivning.
    I så fald skyder jeg ham en kugle for panden inde i folden, så han ikke stresses af transporten. Så bliver kødet bedst.

    Der er i princippet ikke forskel på at klargøre et skudt rådyr og flå og partere et kreatur.

    Det er lettere at slagte end at reparere bil. Ved bilerne kommer der nye modeller hele tiden. :-)

  6. Ellen
    29. dec 2011 19:48
    6

    De har kræfterne med sig, men som regel er de forholdsvis godmodige. Far havde i de sidste mange år ikke husdyrhold som sådan, men en 'årlig' tyr beregnet til slagtning levede et godt liv på hans mark.
    Nød dine svar til kommentarerne: Hos os kan vi kun få kalvelever - har aldrig set kvielever på etiketterne :-)

    Da jeg engang spurgte en (dansk) slagter, hvorfor det svenske kød generelt er så meget bedre end det danske, svarede han, at de svenske dyr ikke er nær så stressede - og at han i øvrigt altid købte kød, når han var i Sverige!

  7. Gowings
    29. dec 2011 23:09
    7

    Jeg kan godt lide din model med at skyde dyret i folden. Det er en løsning vi selv er nået frem til nede i Faaborg, idet det stressede dyrene helt vildt, at skulle op i slagtervognen før vi havde afgang...

  8. regitze
    29. dec 2011 23:55
    8

    Farmer:) jeg vil aldrig glemme dine seneste bemærkninger til Donald

    inkl: Det er lettere at slagte end at reparere bil. Ved bilerne kommer der nye modeller hele tiden. :-)

    en livsglad latter runger her.

  9. Hege
    30. dec 2011 21:26
    9

    Det er en flott fyr, det der. Lykke til med slagtingen. Jeg skulle gjerne vært der, så kunne jeg lært et og annet. Selv har jeg aldri drevet det lenger enn til å gjøre opp et rensdyr og et par rådyr, og de veier ikke stort sammenlignet med en sånn kar.

  10. Farmer
    30. dec 2011 22:58
    10

    @Hege: Men der er også kun vægten til forskel. Alt andet er stort set som at partere et rensdyr.
    Lidt flere udskæringer, noget større stykker; men ellers er det samme kontruktion som rensdyret og rådyret.

  11. Hege
    8. jan 2012 17:13
    11

    Ja, det er vel en viss logikk i at det må være sånn, - og da fyker jo tankene mine av sted helt på egen hånd, og langt over i det makabre, og jeg tenker at i prinsippet måtte det være en relativt lik jobb å skulle partere en menneskeskrott.

  12. Farmer
    8. jan 2012 21:51
    12

    @Hege: Lige så let jeg har ved at slagte dyr, lige så meget beundrer jeg de læger, som evner at arbejde med døde og levende menneskers kropsdele uden at blive påvirket psykisk af det.
    Jeg ville vist ikke kunne klare det arbejde.

Skriv en kommentar