Smartlog v3 » Naturjournal » Og så fik rapsen noget at leve af.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Og så fik rapsen noget at leve af.

10. Mar 2017 04:39, Farmer

Vinterrapsen har fået gødning. Eneste undtagelse er Krogen, hvor det stadig er for vådt til at køre.
En del af Krogen har været grusgrav tidligere, så selvom der er drænet er jordstrukturen stadig ikke helt, som når de underliggende lag har ligget urørt siden istiden.
Vejrudsigten er god med sol og pæne temperaturer forude og problemerne med at køre i Krogen er årligt tilbagevendende, så rapsen fik en pæn stor madpakke med i efteråret i form af nedfældet minkgylle, så den lider ingen nød foreløbig.

Markerne er generelt pænt tørre efter årstiden. Der er ikke mange oversvømmelser og våde huller at køre udenom.

Ude ved vindmøllen er der dog et hjørne med vand; men det er nok et problem, som stammer helt ude fra de inddæmmede områder i reservatet, og derude er forsumpning en æressag.
Det er nok billigere at lade den hektar ligge hen fremover end at formå nogen til at oprense render derude. Det er forpagterjord, så det må bliver ejernes afgørelse.
Det er blot lidt ærgeligt, for det er rigtig god og veldrænet jord, hvis ellers lodsejerne nedenfor ville leve op til deres forpligtigelser.

Forår er det. Viberne leger, lærkerne hænger i luften og harerne springer omkring.

Tags

Arkiv

Relaterede