Martha Sypiges begravelse.
9. feb 2012 06:58, FarmerMartha Sypige var en god genbo.
Selvom hun var oppe i firserne, da vi flyttede ind på gården i 1982, var hun ude på sin trappe og byde os velkommen.
Hun havde aldrig et klagende ord, selvom vi holdt fester, som bragte lydstyrken op i det trecifrede decibelområde.
Hvert år til hendes fødselsdag var vi inviteret over til kaffe. En kaffe så stærk, at selv store mængder fløde ikke evnede at neutralisere.
Marthas fødselsdag faldt om vinteren, og da vi dengang selv sparede på varmen føltes stuetemperaturen hos hende næsten ulidelig høj; men Martha gjorde det hele i den bedste mening, Hun var fra en tid, hvor kulde og cikorie-tilsætning var hverdagen.
Marthas mor stammede fra nabosognet, og ernærede sig ved syning og lapning samt som hjælpende hånd ved slagtning og andre stærkt arbejdskrævende aktiviteter rundt omkring på gårdene. Marthas far var-så vidt vides- lige så stille smuttet af sted til Amerika, da kærlighedens frugt var begyndt at påvirke moderens livvidde.
Mor og datter boede sammen lige til moderen døde i en høj alder, og moderens sparsomme levebrød var således i god ro og orden blevet generationsskiftet efterhånden som alderen bød det. Martha selv nåede pensionsalderen så betids, at hun ikke oplevede hendes hverv svinde hen.
Folkepensionen var Marthas store chok, som hun hvert år til fødselsdagen berettede om.
Tænk, at man kunne få så mange penge til rådighed! Det var noget andet end at stoppe arbejdssokker og slagte gris en hel dag i 30érne for grisens lunger og et stykke bovflæsk.
Martha var ingen letvægter, og midt i 80’erne var jeg stadig oftere ovre at hjælpe hjemmesygeplejersken, når Martha var faldet om eller ikke kunne rejse sig fra stolen.
En dag var det så slut, og en fjern slægtning, som havde holdt kontakten med Martha ved lige, kom og spurgte om jeg ville hjælpe med at bære kisten, hvad jeg selvfølgelig svarede ja til.
Det var et frygteligt vejr på begravelsesdagen. Regn i stride strømme og hård vind. Jeg var med sikkerhed den eneste at de bærende, som var under 70 år.
Nabopræsten forrettede begravelsen. Pastor Ollerup var en mand styrke og kraft i ord og korpus, og dette sidste skulle der blive brug for.
Der var ikke rigtig styr på, hvem der bar hvor; men jeg stillede mig, så jeg bar ”i den tunge ende” med højre hånd. Over for mig bar Jakob, en nabo tæt på de 80 år og det rene skind og ben. Det var naturligvis uhensigtsmæssigt; men det gik.
Jeg sørgede for at bære rimelig højt, og vi nåede da ud til graven og hen ad plankerne, som regnen havde gjort fedtede af leret, der var regnet ned ad den opgravede jordvold ved siden af.
-Men så gik det galt! Jakobs ben smuttede i det våde ler og forsvandt under ham.
Pastoren, som naturligvis stod foran, lod bibel være bibel, fik fat i kravetøjet på Jakob med den ene hånd, medens han med den anden hånd greb fat i kistens forreste håndtag.
Jeg nåede at afbøde kistens fald ved at sætte lår og knæ under den, og således opnåede vi i fællesskab at undgå tragedien med Jakob nede i hullet og Marthas kiste bagefter et splitsekund senere.
Følget opdagede knapt hvad der foregik, bibelen blev samlet op og pastorens ord ved graven rungede få øjeblikke senere på vanlig vis ud i stormen som om intet var hændt; men det var tæt på at gå helt galt.
Tænk, hvad man kan komme til at mindes, blot fordi ens højre lår har fået et blåt mærke af en gren fra en fældet træ.
9. feb 2012 07:51
Sikke en historie, Farmer. En historie ud af en anden tid. Når man selv har 'båret', kan man kun anerkende både din og pastorens præstation.
9. feb 2012 09:18
Det er så utroligt, hvor nøjsomme og samtidig så venlig, folk kunne være i gamle dage. Jeg har stor respekt for Martha Sypige og andre, der havde de samme vilkår.
Se, det var en rigtig præst, og jeres fælles indsats var imponerende! - Jeg har også prøvet at bære - en enkelt gang, fordi jeg absolut ville og ikke havde nogen idé om, hvor mange kræfter der egentlig skal til. Jeg klarede den lige det korte stykke, der var brug for, men næste gang, hvor jeg også gerne ville, turde jeg simpelthen ikke.
9. feb 2012 09:31
Sådan notet kan man da umulig glemme.
De gange jeg har båret en kiste var den afdøde meget let og vi var otte om at bære så det var ikke så svært.
9. feb 2012 21:58
Det må være kvintessensen af begrebet tragikomisk - sikke da en historie - som er værdig til evig ihukommelse. Den må du altså love mig at sende ind til dit lokalarkiv.
Tænk, at Martha kunne synes, at det at få folkepension var at gå væsentligt op i levestandard.
DYB respekt for din og præstens indsats - jeg har båret tre gange i mit liv og ved, hvor tungt det kan være. På alle måder... det er ikke altid den fysiske vægt, der tynger kisten mest ned ... men nu bliver jeg vist for filosofisk.
9. feb 2012 23:18
pastor Ollerrup var en god præst, glemmer aldrig når han og skoleinspektøren brølede om kap til morgensang i skolen blev selv konfirmeret af ham i 1980
et dejligt varmt menneske. og jo kan godt huske at man frøs aldrig når man besøgte Marta sypige
9. feb 2012 23:36
du er den bedste historiefortæller, jeg kender, Farmer.
tak for dén.
10. feb 2012 19:00
Fortæl gerne mange flere historier, Farmer!
10. feb 2012 21:46
Tak for kommentarerne, allesammen.
Der dukker måske en gammel skrøne op til overfladen, en dag hvor jeg slår det andet knæ :-)
12. feb 2012 20:04
Hvis det er det som skal til for at du byr oss på sånne fantastiske historier, så må jeg med skam bekjenne at jeg håper du er både gul og blå over hele kroppen.
:-)
Tusen takk for et fint lite stykke historie.
13. feb 2012 05:11
Selv tak, Hege. Vi får se, hvor jeg får blå mærker næste gang.
15. feb 2012 05:27
Tak for en god historie. Jeg vil foreslå, at du laver et såkaldt "tag" til den og de andre tidligere af slagsen. For de var også gode, og så kan endnu flere få glæde af dem. Du bør stærkt overveje at få dem udgivet på tryk.
16. feb 2012 16:21
Selv tak, Kire. Jeg må prøve at lave et fælles tag på den person-historier, jeg har noteret ned gennem årene.
16. feb 2012 17:28
Det var dog en behændig præst! Og du var også stærk - jeg kan regne ud at det har været det meste af kistens vægt, der havnede på låret lige over knæet. Det var godt reddet og det må have gjort ondt! Ja, jeg kender godt det at et minde dukker op i forbindelse med noget, man oplever og mærker på kroppen.
Tak for at du fortæller den historie.
18. feb 2012 08:44
Altså Farmer... Det ene øjeblik sidder man helt sørmodig og læser om Martha og hendes hårde liv. Det andet øjeblik tager man sig selv i at skraldgrine :-))
Sikke en historie. Nu må jeg puste ud...! Tak for endnu en dejlig oplevelse tilbage i tiden :-)
18. feb 2012 08:47
Jeg mener selvfølgelig ikke, at det var en dejlig oplevelse for dig - men at læse om.