Smartlog v3 » Naturjournal » Møgarbejde med svalekvidder.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Møgarbejde med svalekvidder.

4. May 2017 04:16, Farmer

Nattefrosten har forladt os, og dette er den 3. morgen uden frost. Vinden er dog stadig dominerende, så vi er svært bagud med sprøjtningen.
I aftes blev det vindstille, og min kollega og jeg havde aftalt, at han skulle starte, og at vi skulle bytte her ved 3-tiden; men det er allerede blæst op, så sprøjtningen er indstillet indtil næste vindstille periode indtræffer.

Dagen i går gik med at få pløjet komøg ned for to naboer, der stadig har køer på den gammeldags manér uden gylle, men med mødding og ajlebeholder.
Man kan ikke kalde komøg for velduftende; men i forhold til gylle er det halvt forgærede møg langt at foretrække. Det var nu ikke mange øjeblikke møget fik lov at dufte, for vi var hele tiden helt oppe ved møgsprederne med ploven.

Svalerne så jeg første gang i år d. 30. april, hvilket er meget normalt. Jeg havde egentlig forventet at de ville komme lidt senere med den kolde periode vi har haft; men de må have købt flyvebilletten fra Afrika i slutningen af marts, hvor vi sidst havde høje temperaturer i forhold til årstiden.
Når fluernes spisekammer -møddingen- bliver læsset, er svalerne klar, så der var ordentlig forårsfest på de mange fluer efter den lange rejse.
Jeg beundrer og nyder de dygtige flyvere, som kan finde den samme rede i den samme stald efter sådan en flyvetur.

Den kolde periode har fået tingene til at udvikle sig langsommere. Det har lange udsigter med at slå plænen, for frøkapslerne fra erantis er stadig grønne, og skal man vedvarende have erantis i forårsplænen, er det med at holde sig i skindet indtil frøene er tabt frivilligt. Det tager 4 år for en erantis at udvikle sig fra frø til blomstrende plante.
Men vi lider gerne med en lang plæne for glæden ved de første forårsbebudere.
(Billedet er 3 dage gammelt. Kameraet har længe været groft utilregneligt; men nu er det vist for evigt forbi med skarphed og noget der bare minder om farveægte gengivelser. Ak. Der må investeres i et nyt.)

Modningen af erantisfrøene går kun langsomt fremad; men rapsen har fået langt flere blomster siden dette billede blev taget 30. april:

 

Tags

Arkiv

Relaterede