Kontrol.
25. nov 2011 06:14, FarmerI sidste ude mødte en kontrollant op for at tilse, om de læhegn, som var plantet tilbage i 2004 nu også er, som sådan nogle, i følge regler og forordninger, skal være.
Det er sådan set helt OK.
Hegnene er plantet med tilskud svarende til renholdelsesomkostningerne de første 3 vækstsæsoner, og det er vel ganske fornuftigt, at den givende part følger op på tingene.
I næste uge får vi besøg af endnu en kontrollant i den evige række. Denne gang er det et såkaldt forudanmeldt miljøcheck.
Egentlig også helt OK.
Vi skal ikke svine omgivelserne til med olierester og lignende.
Sådanne kontrolbesøg kan naturligvis også være uanmeldte, og mange vil sikkert sige, at et anmeldt kontrolbesøg ikke er noget værd.
Det er dog med anmeldte kontrolbesøg ligesom med en eksamen med forberedelsestid: Kravene til eksaminanden er blot det større.
Ud over de fysiske rammer er der hele papirjunglen, som skal være fejlfri.
-Og der er godt nok meget at holde styr på i vore dage.
Papirsiden er så kompliceret, at mange vælger at have deres rådgiver med som bisidder ved et sådant besøg med deraf følgende omkostninger.
Det har vi nu valgt fra af principielle årsager. Det kan ikke passe, at tingene skal være så uforståelige, at der skal prof. hjælp til udførelse og tolkning.
Nu får vi se. Ved tidligere kontrolbesøg har alt været i orden, så mon ikke det er tilfældet denne gang også.
Havde vores produktion foregået i et industrikvarter på baggrund af et selskab med en række aktionærer, havde det været 100 procent OK altsammen.
-Men gården her er vort hjem, min families hjem i 6 generationer, basen hvorfra alt udgår.
Den gård, som min forfader Rasmus Larsen i 1842 købte på auktion efter at familien før var uddøde af tyfus.
Den gård som jeg har fornøjelsen af at drive nu på 32. vækstsæson, og forhåbentlig engang får lov at give videre til næste led i kæden i mindst lige så god stand som jeg overtog den.
Problemet for mig er denne følelse, som når nogle træder ind i ens intimsfære.
Som hvis det undersøges, om man er værdig til at passe ens egne børn, og om man korrekt har noteret hvornår og med hvad man har hjulpet med lektierne.
Juridisk og samfundsmæssigt forstår jeg behovet for kontrol.
Den psykologiske side har jeg endnu ikke lært at tackle.
Det bliver forhåbentlig næste generations opgave, for kontrol bliver der næppe mindre af.
25. nov 2011 07:58
Et rigtig godt bud på hvorfor det føles som grænseoverskridende. Og det er sært, at vi føler os som eksaminander, når nu vi mener, vi overholder alle krav og opfører os forsvarligt. God kontroluge :-)
25. nov 2011 08:50
Jeg vil sige som min famle farmor sagde: "Gad vide, hvor vi ender?"
Det er ikke i orden, at det skal være så bureaukratisk, at ingen i princippet kan overholde alt, hvad der skal overholdes.
Det er stærkt, at du har valgt papirarbejdet fra - får du virkelig lov til at slippe afsted med det?
Held og lykke med kontrolleringen!
25. nov 2011 09:39
Denne følelse af fremmed invasion og inspektion - jo, jeg kender den også godt, selv om det er ikke er miljø-kontroller, der har været her, men blot en vurderingsmand som jeg endda selv havde bestilt.
Den gode gæst bruger almindelig hensynsfuldhed for at undgå denne følelse af invasion, tager skoene af, siger noget pænt om beliggenheden, huset, eller indgangen, eller noget andet positivt.
Men man skulle jo helst respektere og bruge det som du skriver om: generationers erfaring som står overfor moderne drift og nutidens problemer.
Måske kan du næste gang spørge lidt om hans oplevelser - uvenlige værtsfolk? hvilke andre steder, han har set? - om han kender stedets historie? Det er ikke for at spille kloge Åge at jeg forsøger med en kommentar, men fordi jeg håber du finder nogle indgangs"bønner" som kan hjælpe lidt på situationerne.
25. nov 2011 13:48
@Lene: Joh tak. Det der stresser er, at regler og ordninger er så mangeartede, at der altid vil være et eller andet, som er glemt eller udfyldt forkert.
@ Ellen: Ups. Mit indlæg skal ikke læses, som at jeg har valgt papirarbejdet fra. Jeg laver netop stort set alt papirarbejdet selv kontra de, som lader en konsulent/rådgiver lave det papirmæssige og administrative ved nutidens landbrugsdrift.
Uden papirerne nogenlunde i orden, ville jeg ende bag tremmer.
@Donald: Det er helt sikkert gode råd. Det er, som i alle andre sammenhænge, væsentligt at holde sig til den positive dialog.
25. nov 2011 23:12
jeg er aldrig gået herfra uden at have forstået noget nyt.
endnu engang tak, Farmer.