Smartlog v3 » Naturjournal » Hektisk slutspurt.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Hektisk slutspurt.

21. Dec 2017 04:35, Farmer

Det har været en særpræget juletræssæson i år. Først og fremmest bør den huskes for at være våd.
Alle spor er kørt op og alle træer er båret ud til netmaskinen. Ikke noget med at slæbe 2-3 træer hen ad skovbunden, for så skifter træet øjeblikkeligt farve fra grøn til brun.

Samtidig er salget rykket. De seneste 10 dage har virkelig skubbet sæsonen i positiv retning, for det er tydeligt, at de store producenter har sent medarbejderne tidligt hjem på juleferie.
Til de lave eksportpriser og med de vanskelige arbejdsforhold har få oparbejdet ekstratræer, og derfor har vi fået en del ekstra ordrer her sidst på sæsonen selv om jeg fra start har sat prisen, så vi ikke arbejder uden at få noget for det.
Det har faktisk været muligt at sælge pæne træer til en fornuftig pris her sidst på sæsonen. Om ikke andet er det godt for næste sæson.
De opkøbere, som forventede at få sidste levering af træer foræret, er blevet slemt skuffede.

Vi havde et par dage med barfrost i sidste uge, og det lykkedes at få lidt træer ud af stykket i Kirkemosen; men det var stadig blødt, og efter et par gennemkørsler var sporene helt kørt op.
Løglunden har vi slet ikke nærmet os i år. Til de træer har vi kun adgang ved at bruge et enkelt kørespor.
Der bliver en del store træer i Kirkemosen og Løglunden til næste sæson, hvis ikke begge stykker skal bruges til pyntegrønt i stedet.


 

Tags

Arkiv

Relaterede