Smartlog v3 » Naturjournal » Forårsdage.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Forårsdage.

30. Apr 2018 05:37, Farmer

Der er grøde i det hele.
Markerne står generelt godt. Vårbyggen har haft en god fremspiring. Hveden er indtil videre sund og rapsen er i gul knop.
Enkelte rapsmarker er i begyndende blomstring; men vi har sorten Butterfly i år, og den er lidt senere på færde.

Der er en del glimmerbøsser i rapsknopperne; men kun en enkelt mark er over skadetræsklen.
Det er så til gengæld det kraftigste angreb af glimmerbøsser jeg nogensinde har oplevet.
Marken blev sprøjtet i går morges, så jeg håber det har lagt en dæmper på aktiviteterne.

Vi tager ofte en lille aftentur ud til overkørslen til Dræet og mindes vores tid som forpagtere derovre. Her inden turistsæsonen i blæst og småbyger er der dejligt fredeligt.
Jørgens jyder er i gang med at afgræsse parkeringspladsen:

Der har sneget sin en enkelt vallak af anden afstamning ind i flokken; men den nye generation er den ægte vare:

Det er smukke højt præmierede dyr, som lever det sunde udeliv, holder strandengene fint nedgnavede og samtidig bliver brugt til både udstilling, kørsel og veteranpløjning.

Også i katteverdenen er der forår. Denne morgen lå hunden ikke i sin kurv da jeg stod op, og forklaringen var enkel:

Kurven var overladt til katten, som tilsyneladende opfatter hundekurven som det sikreste sted at få killinger.
Og der er nok noget om det. Hunden ligger vagt lige ved siden af, og viser mig killingerne når jeg nærmer mig.
3 killinger er det blevet til. Passende antal. De næste generationer af mus og rotter kan godt begynde at forberede sig på det værste.

Tags

Arkiv

Relaterede