Smartlog v3 » Naturjournal » Flis og vand.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Flis og vand.

25. Feb 2013 04:30, Farmer

Fredag og lørdag stod i flisningens tegn. Der er meget bøvl med at få ryddet op efter udtyndingen af et gammelt hegn.

 

Men det er bøvlet værd i forhold til at hegnet kan klare mindst 50 år ekstra på stedet ved at give de tilbageblivende træer vokseplads, og så bliver der en pæn stak flis oveni, som kan fyres op næste vinter, når det er blevet tørret.

Søndag gik vi til den med rensning af render.
De gamle stævningsskove af el, ask og hassel blev i årene med de relativt lave energipriser misligholdt, og fik i høj grad lov at forsumpe. Det er især gået ud over hassel, som ikke kan klare voldsom overskygning og høj vandstand.

Det er også gået ud over de små lysninger, hvor der tidligere var afgræsning og høslæt. Disse er i færd med at gro fuldstændig efter i løvtræer, og de er umulige at komme ind til med kreaturer, da de ofte ligger som små øer i sumpen. 

Det prøver vi at gøre noget ved i disse år; men vi er i høj grad oppe mod naturens kræfter, da nogle områder kun kan renses efter lang tids frost.
Vi forsøgte med rensning af en af hovedrenderne i går, og det lykkedes at få gang i vandføringen omkring en tidligere eng; men så måtte vi opgive den videre færd, da end ikke højskaftede støvler var nok. Nu skal det stå et års tid, og så kan vi forsøge os igen til næste vinter, hvis vi ellers får frost.

 

 

Stykket til venstre for renden er gammel stævningsskov, hvor der stadig er enkelte overlevende hasselbuske, som kan reddes ved stævning inden for de nærmeste år. Til højre for renden er et der et gammelt engstykke, som ikke har været anvendt i årtier, og derfor er mere eller mindre sprunget i elle- og vidjekrat. Det var drømmen, selvom det er bøvl og rendyrket underskudsforretning, at der igen kunne blive græsning; men der skal løbe meget vand i bækken, inden der er muligt.

Sluttede dagen med en tur ud til den nye sluse ved Kragelundskanalen. På vej derud holdt jeg stille og nød en stor rudel dåer og spidshjorte på det areal, som om kort tid skal sættes under vand i forbindelse med åbningen af digerne ud mod havet.
Jeg talte til 63 dyr, og det er nok svært at få bekræftet præcist ud fra dette uskarpe aftenbillede. Men mange var de i al fald:

 

 

 

 

 

Kommentarer

  1. Peder Klement Jensen
    25. Feb 2013 10:53
    1

    Hej Michael

    Jeg tror det hele ligger på Smartlog endnu. nedenfor er fx. for Januar 2008
    http://farmer.smartlog.dk/2008-01

    De bedste hilsner
    Peder

  2. Farmer
    25. Feb 2013 14:40
    2

    Ja, det ser rigtig positivt ud, Peder.
    Der er fra Morten Blinksbjergs side gjort en stor indsats for at få Smartlog op at køre igen.
    Det er alt andet lige lettere for mig at køre videre i det system jeg kender, så det glæder mig overordentlig meget.

  3. Peder Klement Jensen
    25. Feb 2013 16:48
    3

    Jeg syntes også du skal prøve at gemme det, det vil på længere sigt være en guldgrube om en svunden tid, også med din historiske viden.

    Det kan godt være at Vikingerne ikke skrev så meget. Men det er her endnu !

  4. Ellen
    25. Feb 2013 18:45
    4

    63 dyr! Jeg synes, vi så mange, da vi så en enkel rudel på nogleogtyve!
    Jeg måtte da lige google 'stævningsskov', men så lærte jeg også noget i dag :-)

  5. Farmer
    26. Feb 2013 04:49
    5

    @Peder: jeg mener at have gemt indlæggene på et tidspunkt i fjor. Jeg er blot lidt nervøs for samtidig at komme til at slette noget, så det kan godt være, at jeg kontakter dig for at søge åndelig bistand desangående.
    Håber det er OK.

    @Ellen: Ja. Det var også den største rudel jeg har set til dato.

  6. Peder Klement Jensen
    26. Feb 2013 05:56
    6

    Du er meget velkommen

  7. Madame
    27. Feb 2013 07:16
    7

    Det er et fantastisk syn af de mange dåer og spidshjorte!
    Hvordan kan være, at arealet skal sættes under vand og digerne åbnes?

  8. Elin
    27. Feb 2013 07:40
    8

    Sikke et syn! Vi se sommetider 11-12 dyr her på matriklen, og det synes vi er mange!

    Peder har fat i noget her, det er historisk og skal gemmes!

  9. Farmer
    28. Feb 2013 04:03
    9

    @Madame: Aage V. Jensens fonde har købt arealerne (ca. 600 ha.), som er inddæmmede for over 100 år siden. De skal omformes til hhv. en ferskvandssø på vel 100 ha. (Der hvor dådyrene er fotograferet) og til et salt lavvandsområde.

    @Elin: Jeg har vist allerede en del af mine indlæg liggende på PC-en; men jeg må nok hen over foråret se at få gang i noget mere seriøs kopiering og lagring.

  10. Birthe
    21. Mar 2013 20:46
    10

    Tak for interessant og lærerrig læsning. Måtte have ord- og forklarings ordbogen i brug omkring "stævning" men så lærte jeg også i dag noget nyt/gammelt.

Tags

Arkiv

Relaterede