Smartlog v3 » Naturjournal » Flammekæret - Futkæret: 2-1.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Flammekæret - Futkæret: 2-1.

3. Mar 2018 04:52, Farmer

I Flammekæret er der stadig åbent vand i det nordlige hjørne.
Et drænsudløb skal igennem kæret på sin vej til havet, og det giver grågæs og ænder en mulighed for en friplads for ræven uden at skulle ud på det åbne hav.

I går formiddags, da jeg var på vej hjem efter at have ryddet lidt op efter flisningen på Damhave, lettede ca. 1oo gråænder nede ved kæret.
Lidt sært, for normalt kan man godt bruge grusvejen et par hundrede meter fra kæret uden at fuglene af den grund flyver op .
Øjeblikket efter så jeg årsagen komme svævende: 2 havørne var på vej ind for at forsøge at få sig en andesteg. Forsøget mislykkedes tilsyneladende, og begge ørne landede på isen. Havørne ser faktisk lidt pjuskede ud, når de sidder. Det er anderledes storslået, når de kommer svævende med deres brede vinger.

Pudsigt nok gentog oplevelsen sig næsten om eftermiddagen, hvor jeg kørte et par læs flis hjem fra Iglekæret.
Næsten fremme ved kæret kom en havørn flyvende tæt forbi. Helt tydeligt for at kontrollere, om kæret skulle gemme på en vintersvækket fugl. Iglekæret har nu været tilfrosset i flere dage, så der var ingen gevinster at hente.

Jorden er ved at være frosset godt i bund. Vi fik et læs træaske fra fjernvarmeværket i forgårs, og lastbilen kunne køre på den frosne jord ind på marken for at tippe af.
Bilen vejer antageligt over 50 tons med læs, for asken tilsættes vand for at den ikke skal flyve over det hele og samtidig gør befugtningen asken spredbar med en kalkspreder.

Asken er rig på kalium (3,9 procent) og i marken er planlagt vårbyg med udlæg af rødsvingel til frø, så der vil de næste år være en stor bortførsel af kalium når frøgræshalmen fjernes.
Nu bliver det meste frøgræshalm solgt til eksport; men skulle halmen blive af så ringe kvalitet, at det må en tur på fjernvarmeværket er ringen sluttet.

Tags

Arkiv

Relaterede