Fattigdom, som jeg så den.
12. jan 2012 10:14, FarmerJeg savner ord.
Altså et ord, som kan beskrive dette at have en hel del mindre en andre i den nation, man befinder sig i.
I en tidligere kommentar her på bloggen i forbindelse med dette indlæg
http://farmer.smartlog.dk/orddevaluering--post248714
blev den gode formulering "mindre bemidlet" foreslået; men i øjeblikket bruges stadig ordet fattig (de sproglige trend-setters her til lands må have sprunget et enkelt indlæg på denne blog over :-) ), og det er meget oppe i tiden at finde og beskrive såkaldt fattige i Danmark.
At bruge ordet fattig om en person i DK er stadig ,efter min overbevisning, en hån mod verdens virkelig fattige: De som ikke har til føden og klæderne i dag og i morgen uanset hvor meget de har sparet og vil spare på de resourcer der er til deres rådighed.
I starten af 1990-erne så jeg ofte, hvad jeg vil kalde rigtig fattigdom tæt på Danmark.
Det var dengang vi startede produktionen op i Polen. Det gamle politiske system var lige brudt sammen, de nye politikere var uøvede og skattegrundlaget var yderst ringe.
En af de voldsomme oplevelser med fattigdom havde jeg engang, hvor vi skulle finde en måde at opbevare vand på.
Vort lokale vandværk var særdeles ustabilt, og især om morgenen, når mange husholdninger brugte vand, kunne der være decideret vakuum i vandrørerne.
Vi søgte derfor en tank med 5-10 m3, som kunne fyldes af nattevagten og tilkobles til toiletter og håndvaske i nødstilfælde.
Jurek, http://farmer.smartlog.dk/jurek----post91485 som var vor tolk, netværk og meget mere, havde fundet ud af, at der var en tank fra en gammel brandbil til salg få km. fra os.
Vi drog ud ad en jordvej til noget, som ingen ville tro var beboet af mennesker, og blev budt indenfor af en ganske ung kvinde, næppe mere end 22 år, med indfaldne kinder og hudfarve som en melorm.
Det var en rigtig sur efterårsdag med regn og blæst, og vandet drev ned ad vinduerne i den uopvarmede og utætte ruin. På en gammel sofa, som tydeligvis samtidig var husets seng, lå to drenge, tydeligt underernærede, på vel omkring 2 og 4 år og hostede om kap.
Vi satte os på et par gamle vakkelvorne stole, men blev ikke, som man ellers altid bliver ved ankomst, budt på kaffe eller te. Elværket havde lukket for strømmen, vandværket lukket for vandet og brænde til kaminen havde hun ikke noget af.
Manden havde været brandmand, og var blevet dræbt mod et vejtræ under en udrykning et halvt år tidligere.
Under normale omstændigheder ville dette have udløst en forsikringssum, så familien kunne have haft en tålelig tilværelse; men da manden viste sig at være spirituspåvirket ved ulykken, bortfaldt al hjælp.
Mandens familie var af den tørstige slags, så der var ingen hjælp fra den side.
Hun var selv fra det sydlige Polen, så hvis vi ville give 4 mill. sloty for tanken (ca. 900,- DKK), som stod bag huset, var den vores. Så kunne hun og børnene nemlig få råd til en togbillet hjem til hendes familie, og derved sikre en eller anden form for forsørgelse.
Jurek forklarede mig -på tysk naturligvis- at sådan tre billetter kunne købes for det halve, og foreslog at vi startede med at byde 1,5 mill; men den dag lod jeg hjertet vinde over min prangersjæl.
Vi betalte de 4 mill, fandt en halv pakke chokoladekiks i bilen til børnene og hentede tanken, som iøvrigt fungerede perfekt i mere end 10 år.
Senere spurgte jeg i nabolaget ind til kvindens og børnenes videre skæbne, og den lille familie var godt nok kommet til hendes hjemegn, havde klaret vinteren og enken var igen gift, så der var faktisk en slags happy ending på historien, men....
Jeg håber ikke, at denne polske kvinde nogensinde på TV vil komme til at se den velklædte, sunde og velnærede danske studerende, som i aftes ville påberåbe sig retten til at kalde sig fattig.
12. jan 2012 22:18
Hm, kære farmer, Jeg så ikke udsendelsen med den velnærede studerende, men jeg synes ikke, at du er klar i mælet. Hvornår er man efter din mening fattig?
Jeg prøvede for snart mange år siden kontanthjælpens velsignelser, indtil det lykkedes at få et arbejde. Vi sultede ikke, mad skulle vi jo have, men andet end mad og husleje, el, varme var der ikke råd til. Slet ikke tøj, sko og den slags. Alt blev bare mere og mere slidt. Det var en ubønhørlig kælkebakke.
Var vi fattige? Ja, det vil jeg mene. Ikke som i Calcutta eller måske Polen, men er fattigdom et absolut begreb? Er man ikke-fattig, hvis man kan få aflagt tøj hos Kirkens Korshær eller andre hjælpeorganisationer og ikke sulter?
Vi voksne klarer os nok. Værre er det for de børn, som må stå uden for aktiviteter, fordi forældrene ikke har råd. Det synes jeg er hårdt, for børnene er sagesløse.
Kære Farmer, du fortæller godt om Polen og dine oplevelser, og jeg kan sagtens følge dig, men jeg savner klarhed i spyttet. Skal man være underernæret, usund og ikke-velnæret for at være fattig i DK? Eller hva'?
12. jan 2012 22:42
Undskyld, jeg mente selvfølgelig: "ikke-velklædt".
13. jan 2012 07:42
Det lægger jo op til en interessant diskussion, dette her :-)
Det var et rædselsfuldt eksempel fra Polen, og betegnende for, hvordan jeg oplevede landet i 1994.
Vi kan dog ikke sammenligne direkte, for fattigdom er ikke et absolut begreb.
Jeg påstår ikke, at det er sjovt at skulle klare sig for kontanthjælp, men 'nogen' skød sig selv i foden, da man tankeløst gav eksemplet på en med 15000 kr i hånden hver måned og kaldte vedkommende for 'fattig'.
Jeg bliver skudt for min næste påstand, men jeg er nødt til at spørge: Hvordan kan man have råd til 20 cigaretter + et varierende antal (værtshus)-øl om dagen, når man er på kontanthjælp? Lidt af det kunne måske bruges til de aktiviteter, somd er ikke er råd til til børnene?
Jeg har også prøvet at klare mig med meget, meget lidt som enlig mor, men det vigtigste er næsten at bevare det mentale overskud - det er også det, der er sværest, jeg ved det godt, men man når langt, hvis man ikke giver op.
13. jan 2012 08:38
Det var gribende at læse, Farmer! Jeg mangler ord ...
I DR's arkiv har jeg fundet udsendelser, Christian Kryger lavede i 1950'erne, som beskriver næsten det samme - men det er 60 år siden. Om folk der boede i vogn, samlede skrot og var evigt syge ...
13. jan 2012 11:30
Tak for kommentaren, Eric.
Ultrakort (og erkendt: med passende uld i mund): Fattigdom er i mine øje, når man -trods det at man yder sit bedste for at fremskaffe det fornødne til sig og sine nærmeste- ikke har til dagen og vejen.
Problemet for danske, som kommer i en situation hvor der ikke længere er de vante midler at gøre med, er nok erkendelsesfasen.
Lidt somVestas: Udadtil skal det helst ligne guld, uanset at det går ad H til.
Tænk, hvis nogen kom og forelagde deres håbløse økonomiske situation og spurgte, om de måtte save de aske- og ahorntoppe fra de stammer vi lige har fældet op til brænde mod at rydde pænt op.
De ville få varme til hele næste vinter og mere til ved at arbejde 8-10 dage, og de måtte såmænd låne både sav og en traktor oveni købet.
Ditto for de tonsvis af spildkartofler, som jeg pløjede ned dengang jeg havde den afgrøde.
Jeg køber i den lokale genbrug næsten uopslidelige og nydelige skjorter, som jeg bruger til arbejde, for 50,- eller mindre. Sidst jeg var i butikken kunne et komplet stel til 12 pers. erhverves for 300,- osv.
Alt nødvendigt udi nydelige gryder, potter og pander til samme beløb.
Herude på bøh lejes et hus på 170 m2 -med have, som snildt kunne give 100 pct. selvforsyning med frugt og grønt samt plads til fjerkræ, for under 5000,- om måneden.
Funktionelle huse kan erhverves for under ½ mill. eller blot ved overtagelse af bestående kreditforeningslån.
Man kan, hvis viljen og arbejdsevnen er til stede, have et godt og sundt liv for små midler.
Anderledes forholder det sig naturligvis, hvis man er ramt af sygdom og ikke evner den arbejdsindsats, et et liv med små omkostninger fordrer.
Her kan jeg ikke gennemskue, om det sociale system i nogle tilfælde ikke rækker.
13. jan 2012 22:49
Det var en rørende historie, jeg er glad for at du havde opfølgningen med.
Til Ellen kan jeg svare at man får råd til cigaretter og øl ved at få penge fra socialvæsenet til andre ting og så bruge dem til sprit og røg, eller ved at være meget økonomisk og prioritere øllerne højt.
Jeg har hørt, og tror på, at mange kontanhjælp gruppe-5 er på grænsen til mental sygdom af en eller anden slags. Da jeg jo på nærmeste hold har fulgt min søn ved jeg at hvis ikke der var nogen til at gribe ham, når han blev udskrevet fra hospitalet, så var det aldrig blevet til andet end øller og cigaretter. Han er både klog og rar, men der er åbenbart noget mentalt, som kan køre helt skævt - indtil man får behandling og hjælp. Vi hyggede os i går med musikalsk udfoldelse, TV og kaffe, og han er ikke fattig eller mindrebemidlet.
Fattigdom er, når man ikke har råd til mad, tøj, bolig, og uddannelse. Der har været røster fremme om at man ikke bare skulle betale sig ud af sociale (mentale) tilfælde, men jeg mener at der er et praktisk problem (eller flere): Der er mangel på mennesker, som har tid og overskud og evne til at tage sig af de mennesker, som af den ene eller anden grund er røget ud i mental undtagelsestilstand.
For lige at hyppe en kæphest: Vores gennemregulerede samfund gør det ikke nemmere at finde en løsning på fattigdomsfælden.
14. jan 2012 00:00
Tak for historien Farmer, der på meget fin vis illustrerer diskussionen fra de seneste par måneder. På nær generation 80+, er vi alle helt eller delvist produkter af velfærdssamfundet som det så ud fra slutningen af 50'erne og frem, da alt for alvor boomede. Og - (nogen ret mig hvis jeg tager fejl) - jeg kan ikke huske der tidligere har været en generel diskussion om hvor grænsen for velfærden/velstanden egentlig ligger?
Der har været forskellige politiske og ideologiske slag i luften, fra diverse yderfløje. Men en national diskussion, sådan på almindeligt samtale- og medieplan?
Jeg læste godt den gode studines indlæg på politiken.dk, og ja, hun levede på et skrabet budget. Men fattig? Hvad er fattigdom? Mangel på penge, eller mangel på ressourcer? Hun slog mig som ressourcestærk, og kan man så kalde sig fattig?
...sidder og forsøger at finde et synonym der dækker, hvad jeg prøver at formulere - har kendt børnefamilier på SU, der formelt set levede på en sten, men som jeg aldrig ville betegne som fattige i den forstand nogle bruger betegnelsen. Omvendt har jeg også mødt eksempler på folk med flere kroner og ører til rådighed, der bare indgav indtrykket af........armod?
Det er en virkeligt grundlæggende og vigtig diskussion denne her: For kan et samfund løse sociale problemer alene ved tildeling af penge? Kan fattigdom aflæses af et budget alene?
Man skal gøre sin pligt og dernæst kræve sin ret, er vel det heeeelt grundlæggende mantra for velfærdsstaten. Men hvad med de der af forskellige årsager ikke overkommer det første? Og som ikke lider af det Donald beskriver som undtagelsestilstand - det være sig psykiske eller fysisk?
I England har der flere gange været beskrivelser af et voksende pjalteproletariat bestående af faste bistandsmodtagere: Ingen i familierne har haft arbejde i flere generationer - og ingen har kundskaber, ressourcer, eller forventninger til at nogen får det. De lever på ingen måde pragende, snarere usselt og elendigt - men evner heller ikke at ændre på noget.
- Er de fattige? De lever i et velfærdssamfund, ingen dør af mangel på basale fornødenheder.
Og det er vel det der måske gør at diskussionen nogle gange går ret skævt: For der er jo ingen der trues på liv og helbred af mangel på det nødvendige, heller ikke herhjemme. Hvis vi undtager de der helt konkret ikke magter at tage vare på sig selv.
Dén liv og helbredsstruende slags fattigdom har vi jo ikke.
Og den anden slags, armoden, kan samfundet betale sig ud af den?
14. jan 2012 13:28
Studenter på SU må enten supplere (og der er nogle skrappe regler for, hvor meget de kan tjene uden at miste uddannelsesstøtte) Der var ikke SU, da jeg begyndte studierne, men studenterjobs var der mange af. At være musiklærer var en B-indtægt, d.v.s. uden ATP, uden noget ferie eller sygdomsforsikring etc. men det var dog en indtægt, resten måtte klares med lån.
Jeg gætter at de engelske tilstande, som Naja beskriver, hænger sammen med en livsform, hvor man har fået mange nederlag og ikke kender til rollemodeller, som virker realistiske; man forlænger barndommens krævementalitet over i en tåget forestilling om, at kommunen skal betale for en "anstændig" livsførelse uden tanke på, hvilke pligter, man selv har - pligterne drukner man i alkohol eller stoffer. Familie og venner bliver tyranniseret.
Selv om jeg ved, at jeg ikke har nok indsigt på dette område, har jeg set og læst om mennesker, som bliver hjulpet på anden måde end ved at kommunen betaler sig ud af armoden, for nu at bruge Najas udtryk, især arbejdet med hjemløse i Københavns Kommune har vi hørt om, og de har vist nogle veje frem.
Jeg vil konkludere, at vi ikke har fattigdom, men at vi har sociale problemer, som ikke kan løses med KUN penge.