Smartlog v3 » Naturjournal » Efter vinden.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Efter vinden.

19. Mar 2018 05:39, Farmer

Det har været en særdeles blæsende slutning på ugen. Tre dage med hård vind til kuling og mellem 1 og 6 graders frost. Det fryser stadig 5 grader denne morgen; men vinden har lagt sig og vejrudsigten melder tø i løbet af dagen.
Det har været hårde dage for fugl og sæd i dvale.

Mellemstesønnen og jeg var lørdag rundt for at fylde fodertønder. Der var ædt godt af hveden og der havde været megen aktivitet.
Et par agerhøns har slået sig ned i spidsen af grantrekanten ved Iglekæret. Dem har jeg ikke set tidligere, så vi er oppe på tre par lige i nærområdet.

To ravne fløj forbi og kort efter satte to havørne sig oppe på Kirkemarken efter at have givet os en sand opvisning i luftakrobatik. Det er første gang, at jeg har set ørnene lave kunster som minder om det ravnene kan udføre. Harerne flygter det bedste de har har lært, når sådan to kommer sejlende.

Tilbage i 1970-erne skrev jeg en dag i kladdehæftet, som dengang udgjorde min naturjournal, at jeg havde set en ravn. Det var en stor  oplevelse. Nu er ravne et dagligdags syn.
Havørnebesøg er måske på samme ved at gå fra en særegen oplevelse til at være en del af hverdagens naturoplevelser.

Viberne var der også. En flok på ca. 20 fugle sad og skuttede sig på naboens vinterbyg. Der var ikke megen føde at hente dér, og det kan undre, at de overhovedet kan overleve med den adfærd; men forfrosne viber i de sidste vinterdage har været fast inventar så længe jeg husker tilbage.

Men de tror på, at foråret er lige om hjørnet -og det gør jeg også!

 

 

Tags

Arkiv

Relaterede