Smartlog v3 » Naturjournal » Efterårets glæder.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Efterårets glæder.

15. Oct 2016 05:34, Farmer

Jagt og juletræer gør efteråret til at holde ud.
I denne uge har vejret dog været så tørt og ind imellem solrigt, at vi også har kunnet pløje og så.
Vi har fået sået hvede efter græsfrøet og overi en del 2.års-hvede.
Forfrugterne græs og hvede kvitterer ofte for sen såning.
Efter græsfrøet undgår vi angreb af græsfluelarver og fritfluelarver, hvis hveden først fremspirer efter den første nattefrost.
Sår man hvede efter hvede, bliver risikoen for svampesygdommene knækkefodsyge og goldfodsyge væsentlig nedsat ved sen såning.
Modsat giver den sene såning problemer, hvis vinteren sætter så tidligt ind, at hveden ikke når at fremspire; men den risiko er vist værd at løbe, når luft- og jordtemperaturerne er som i år.

Juletræerne begynder så småt at røre på sig. Vi skal læsse de første af de store træer d. 12 november, og så går der forhåbentlig løs derfra og frem til midten af december.

Jagtsæsonen er i gang, og hundene er ved at være i god træning.
Vi havde en lille markjagt hen over middag i går. Fint vejr til hundene og frisk vind til at give fuglene gode odds.
Det var svære fasaner og agerhøns, når de kom i rygvind i pæn højde.

Hundearbejdet var godt i går.

Her sidder 3 springerspaniels og venter. Det er faktisk et far-mor-barn-team af sikre apportører:

Efterafgrøderne er godt dække for agerhøns og fasaner samtidig med, at det er let at følge hundenes arbejde.
Her er Zini klar til næste opgave i Kirkemarkens olierædikke efter en ordentlig løbetur for at hente en anskudt agerhøne.
Hun er nærmest umulig at gøre træt og hun er ved at have erfaringen. Men, men, men.....
Der prelles stadig for meget, og er der fært af fugl, skal der virkelig tales med store bogstaver for at holde hende tilbage. Det er vildtbegæret og jagtiverens pris.

De gamle danske hønsehunde har i den grad forandret sig siden jeg fik min første hund af racen i 1982.
Mjølner hed hun, og hun GIK på jagt. Hun lod sig ikke rive med af en flyvsk fasan. Løb kun yderst sjældent, men gik med næsen i jorden og fandt alt det vildt, de andre hunde havde overset. Det havde også sine fordele.
Jeg sad forleden og rodede i arkivernes stabler af hæfter og fandt dette gamle billede at hende som toårig med komodeben og kropsform som en hjemmelavet rullepølse.
Alt det gik vi og snakkede om mellem to drev, og bemærkningen måtte jo komme:
"Jah, rolllerne må siges at være byttet noget om på de 35 år!"

 

 

Tags

Arkiv

Relaterede