Smartlog v3 » Naturjournal » Den grønne jægerjul går på hæld.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Den grønne jægerjul går på hæld.

29. Dec 2017 06:14, Farmer

Julen har været grøn i år. Ikke et snefnug og kun lige i nærheden af frysepunktet en enkelt morgen.
Alle tre sønner og svigerdøtre samt barnebarnet var har juleaften, og tilmed var vi så heldige, at ældstesønnens praktikant fra Marokko tog imod tilbuddet om at holde jul sammen med os fra vi lillejuleaftens dag fældede træet og pyntede til hun tog tilbage til sin kollegielejlighed 1. juledag.
Vi må se, om der en dag bliver mulighed for at opleve det Marokko, som hun gav os et godt indtryk af.


Torsdag før jul var jeg så heldig at skyde en dåhjort. En lang pürsch på 1 time og 40 minutter gav resultat.
For en sikkerheds skylde sendte jeg bud efter en schweisshund, da hjorten efter skuddet søgte ind i naboens jagtområde. Efter en kort søgning fandt hunden hjorten og alt endte som det skulle.
Jeg nåede at snuppe et billede af den dygtige hund, som på et øjeblik fandt sporet og førte os direkte til hjorten.

 


Et smukt trofæ, og kødet har fyldt fryseren til randen. Kødet tilfalder egentlig naboen, hvor dyret forendte; men hans fryser var fuld i forvejen.
Tilmed kan der bringes et billede af hjorten i levende live, idet en anden nabos vildtkamera har fanget ham sammen med en ung hjort tidligere på måneden:

(Foto sakset fra O.L.P.)

Ellers har den stået på en halvdagsjagt 2. juledag, hvor jeg lige nåede rettidigt til svigerforældrenes traditionelle julefrokost.
Heldagsjagt d. 27. dec. Heldagsjagt i går, d.28. I dag en eftermiddagsjagt fra kl 13.30. I morgen en heldagsjagt på Als, og så er der vist lidt afsluttende andetræk nytårsaftensdags eftermiddag.
Joh, julen varer længe, og blot fordi man har en god familie skal man jo ikke misbruge det ved at overrende den.
Tænk, hvilke ofrer blot for at ens hund skal være i nogenlunde form.

I går gjorde Zini det iøvrigt igen: Fik stand for en ræv.
I en sump i et skovområde havde hun fast stand. Jeg var sikker på, at det var en sneppe; men frem sprang Mikkel.
Desværre ind over naboens eng og med hunden i hælene, så der kunne ikke skydes; men en stor oplevelse var det.

 

Tags

Arkiv

Relaterede