Naturjournal

Så blev vi færdige med kornhøsten igår.
Havren i Kroghen gav et godt udbytte set i forhold til jordtypen. Det var også første gang siden 1992, at stykket har været dyrket. I de mellemliggende år har marken været braklagt med EU-støtte.

Jeg håber virkelig, at vi fra næste år kan se tilbage på brakken som en tåbelig parantes i EU-historien.
Hvis ikke politikerne fatter alvoren i den globale mangel på fødevarer, skal der meget til. Hveden er på Matifbørsen i Paris steget med hvad der svarer til ca. 7 procent de seneste 5 dage, hvor prisen ellers i forvejen var rekordhøj.

Rådyrene har ikke mangel på noget som helst for tiden.
Der er grønt og godt overalt, og i går lod en rå og en buk hånt om mejetærsker og kornvogn, og fortsatte deres jagten rundt i havren.
Det var nok også den allersidste vals for i år.
Rådyrenes brunstperiode slutter normalt med august.

I morges sad jeg i læhegnet mod vejen og nød 3 smalråer (unge råer) tøffe omkring. Efter en tid dukkede en buk op. Da det er brunsttid, besluttede jeg mig for at prøve at blade ham: Altså kalde ham til ved at efterligne lyden af en kaldende rå. Det foregår ved at frembringe en pibende lyd med faldende tone ved at blæse i et græsstrå spændt ud mellem tommelfingrene. Der fåes også rundt om i verden forskellige færdigfremstillede fløjter, men det er mere sportsligt med græsstrået.

Der i det hele taget noget dogmefilmagtigt over jægere/naturfolks gøren og laden. Er man f.eks. alt for fin og rigtigt klædt til en jagt, skal man godt nok skyde godt og opføre sig rigtigt for ikke at blive stemplet som søndagsjæger. Og så alle fair-play reglerne: Ikke skyde på tæt hold i opfløj, ikke skyde på due, der flyver alene først på sæsonen. Skyd andrikken før anden, hvis der er valgmulighed. Plus et par hundrede andre. Men det er blandt andet det, der efter min mening adskiller jagt fra slagtning.

Men tilbage til bladningen: Efter nogen tids bladning fik jeg bukken til at komme nærmere. En smuk gaffelbuk (2 spidser på hornene i hver side). lidt over ørehøjde. Ikke så kraftig. Sikkert et-års. En af de 3 bukke jeg så flere gange i forårsjagttiden, som jeg lod gå. Han kom til sidst ind på 7-8 meters afstand. Han stod længe for at få et glimt af skønheden; stod og vejrede med tungen halvt ude for at få færten.

Min mission var lykkedes. Det er godt at der ikke er jagttid nu. Det ville ikke være fair at bruge elskoven til at lokke i døden. Pludselig sprang han i rolige spring væk. Lidt efter kunne jeg se en ældre dame komme gående på vejen med 2 hunde i snor. Det var trods alt mere end hvad kærligheden kunne bære. Hjem til morgenkaffen.