Smartlog v3 » Naturjournal » Aha.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

Aha.

16. Jun 2017 04:57, Farmer

Det er herligt med faglige "Ja, selvfølgelig - oplevelser". Altså dette at få sat ord og tal på sammenhænge man egentlig godt kender i forvejen.

Jeg var på markvandring i forsøgsmarken på Bramstrup i forgårs. Der ligger 8 hektar med markforsøg af forskellig slags, så der er nok at se på sådan en fremvisningsaften:
Nye sorter, dyrkningstekniker, gødskningsstrategier osv.
Hvert planteforædlerfirma er mødt op, og forklarer om egne sorters fortræffeligheder. Smalltalk. Hilse på gamle bekendte. Nyde forsøgsparcellernes forskelligheder.

-Og så der under "Eventuelt" under vandreturen fra rapsforsøg til rødsvingelforsøg falder ordene fra en af fremviserne:

"Hvede evner under kerneudviklingsprocessen at flytte 30-50 procent af næringen fra stængel og blade op til kernen. For rapsens vedkommende flyttes kun 10 procent."

Aha!

Måske derfor skuffer en pralende 2,5 meter høj raps tit. Næringen er brugt på stængler og så står planterne og mangler næring når frøsætningen finder sted. Rapsen evner ikke at transportere næringen fra stænglen og bladene op til gavn for frødannelsen, og netop derfor er rapshalm så rig på næringsstoffer, at man sjældent kan få nok for halmen til at kan betale tabet af gødning.

Måske derfor skuffer hybridsorterne tit i forhold til de gammeldags liniesorter og giver kun lige akkurat samme udbytte: Al krudtet er brugt på stængler og pral som på denne hybrid fra 2014 (Hvor marken i øvrigt gav et udmærket udbytte.)

Men tænk, hvis blot halvdelen af krudtet i al den stængel- og bladmasse var blevet gemt til frødannelsen!

Vi skal i højere grad lægge en gødskningsstrategi, som giver disse hybridsorter adgang til næring under frøsætningen.
Men det er svært, for sen gødningstildeling kræver bladsgødskning da det ikke er let at satse på regn til almindelig gødningstildeling, og det er på et tidspunkt, hvor det er umuligt at køre i rapsen uden at ødelægge køresporene totalt.

Det er nok lettere at prøve at sætte ind med et endnu lavere plantetal. Vi skal måske ned på 15-20 planter pr. m2 eller mindre. Det sparer dyr udsæd og skåner planterne for indbyrdes konkurrence.
Samtidig kunne 2. del af forårsgødskningen foretages med en langsomt kvælstoffrigivende gødningstype. F. eks. gylle med højt tørstofindhold tildelt ved rapsens begyndende strækning.

Det vil komme til at se voldsomt ud med køresporene i rapsen på det tidspunkt; men rapsen danner 80-100 kg. frø pr. dag i frøindlejringsperioden, så kunne vi holde planten i produktion blot en uge længere, ligger der et merudbytte på 10-15 procent og venter.

Kunsten bliver så at holde de røde drenge her stangen, når der bliver færre rapsplanter til at overskygge dem.



Det må prøves i en mark eller to til næste sæson.
Der et nyt produkt godkendt, som skulle kunne tage 85 procent af valmuerne i efteråret.

 

Tags

Arkiv

Relaterede