Smartlog v3 » Naturjournal » -Og det gror stadig.
Opret egen blog | Næste blog »

Naturjournal

The Call of the Wild.

-Og det gror stadig.

26. Oct 2016 06:07, Farmer

Efterårsvæksten vil i år ingen ende tage.
Græsfrøet må efter al sandsynlighed pudses af igen.
Rapsens efterårsvækst har været al for voldsom. Fremspiringen var tæt på 100 procent, og de mange planter tvinger hinanden op.
Det er stærkt uheldigt, for det medfører at vækstpunktet tvinges for højt over jorden hvilket igen giver større udvintringsrisiko, når væstpunktet ikke kan stå i læ af jordknoldene.

Sådan ser de fleste planter i den førstsåede rapsmark ud:
(Vækstpunktet er det punkt, hvorfra de nye blade vokser ud)

-Og her er en plante fra samme mark, som har haft plads nok. den breder sig i stedet for at vokse i højden og har vækstpunktet helt nede om jorden:

Vi må håbe, at vi får sne inden frosten sætter ind, ellers bliver der store udvintringsskader. Under alle omstændigheder kommer Nordeuropa til at lugte af rådden kål, når alle de vinterblade skal omsættes til foråret.

Hele vejen herfra til gården i Polen er vinterrapsmarkerne nemlig kraftige og med stor bladmasse. Blot er markerne i Tyskland og Polen bedre vækstregulerede. Det er nemlig muligt at styre vækstpunktet kemisk, så det bliver nede om jorden.
Herhjemme er vi blot noget tilbageholdende med anvendelse og dosering, da disse midler er belagt med afgifter. I år burde der dog være set stort på omkostningerne, så vi havde haft en anden vækstform på rapsen.

Egentlig burde dette blogindlæg være totalt spækket med fotos af et Polen i efterårsfarver; men tåge og dis lå begge dage som en dyne over landskaberne, så jeg må ty til et gammelt foto af en af gårdens smukke søer:

Lidt trist for det hold unge danske landbrugsskoleelever, som lagde vejen forbi gården. Fagligt var det ligegyldigt med vejret; men det giver et bedre indtryk af herlighederne, når sigtbarheden er mere end 25 meter, og jeg kan godt lide at vise gæster, at Polen er andet og mere end rygende skorstene og sodede bygninger.

Tags

Arkiv

Relaterede