Der har været et par ugers blogpause, da jeg har været et smut henne i Vietnam for -i en del af perioden- at besøge nogle landmandskolleger.
Vi havde bedt vores særdeles dygtige hotelvært i Hanoi om at finde et home-stay så tilstrækkeligt ude bagved i de nordvestlige bjergområder, at det ikke var ren turisme og McD det hele, og jeg skal love for, at det var lykkedes ham til fulde.
Vi kunne køre i lejet bil frem til en flod 15 km. uden for nærmeste by med en form for busdrift, og så begav guiden, Fruen og jeg os op ad skråningen fulgt af nogle kvinder fra området.
-Og når nu turen gik derop alligevel, tog denne kvinde så lige 33 kg. ris med op af stien:

Det var et stort fremskridt, at enkelte stier var blevet cemeteret, for de årige nedbørsmængder i området var ganske betydelige. På denne tid er det dog relativt tørt, og vi havde kun en enkelt dag med finregn.
Snart fik vi følge af børnene

En so med grise sluttede sig også til følget på et sted, hvor stien -af i første omgang uforklarlige årsager- over en kort strækning blev til en vej. Formodentlig havde soen samme håb som resten af følget: At et sådant besøg af fremmede sikkert ville kaste et eller andet af sig.

Vi blev godt indkvarteret, og så stod den på landbrugssnak de næste dage.
Vores guide var rigtig dygtig; men ikke just landbrugsuddannet, så værten og jeg forstod undertiden hinanden bedre, når oversættelsen blev sprunget over og arme og ben taget i brug i stedet.
Fødevarer er så velbetalte, at der er plads til de fornødne indkøb af kunstgødning og man har ligeledes rimeligt styr på insektbekæmpelsen. Deres problem er aks- og lagersvampe. Der var tydeligvis meget aksfusarium i deres ris.
Det koster naturligvis meget udbytte; men det værste er egentlig kvalitetsforringelsen, idet svampene udskillet toxiner, som gør risene decideret usunde at spise.
Men de tålte tilsyneladende mosten, og vi havde heller ikke på noget tidspunkt helbredsmæssige problemer, selvom en dansk fødevarerkontrollant ville have fået travlt med at erklære hele området for ren dræberzone.
Køkkenet havde næppe heller tålt et sundhedscheck. Køleskab var der ikke noget af, og rotter var der også; men alt bliver kogt eller stegt, så der er bakteriel nulstilling lige før indtagelse. Spisetiderne afhang af, hvor tørre dagens brændestykker var.

Kravene til aflønning af arbejdsindsats er endnu så små, at de helt usynligt små terrasser i helt ned til en meters bredde fortsat dyrkes.
De lokale er godt klar over, at der skal mere til for at give en tilværelse med mere moderne bekvemmeligheder, og der bygges om og regeres for at udvide turismen overalt.
Geografien umuliggør at rationalisere driften og Vietman har ikke økonomi til at vælge den norske tilskudsmodel, som ellers kunne give disse bjergbønder en chance i forhold til risbønderne nede i Vietnams mange floddeltaområder, hvor maskiner kan komme til og hvor der samtidig kan høstes flere gange årligt mod bjergenes ene og usikre årlige høstsæson.
Huset var ganske praktisk indrettet, idet der -ud over køkkenet- var ét rum i stueetagen til ophold og spisning og ét rum på førstesalen hvor familien, vor guide og vi sov.
Det fungerede egentlig fint, når man lige havde vænnet sig til det lydbillede, en sådan indretning sammenholdt med et relativt stort husdyrhold i nabohuset giver.

Heldigvis havde vi fint vejr under opholdet. Det gav os bl.a. mulighed for at løse gåden med de undertiden særdeles brede cementerede vejområder. De blev simpelthen -som det ses i baggrunden- brugt som tørrepladser for afgrøderne:

Udsigten fra vores homestay var prægtig, og i daggryet, før de andre i huset vågnede, var det en lise for sjælen at sidde og nyde vandets rislen over terrasserne lige uden for huset og se ænderne snadre i risstubbene.

Terrassen lige foran huset var særlig attraktiv for ænderne. Denne fik nemlig afløbet fra det wc, som myndighederne har påbudt disse home-stays at installere og var derfor særlig næringsrig og fuld af gode sager.
Rotterne var vist ikke vant til, at der var menneskelig aktivitet så tidligt på dagen, så jeg sad med benene oppe på flisekanten, at jeg ikke uforvarende skulle komme til at træde nogen over tæerne.
Alt i alt et ophold nøjagtigt så langt ude bagved, som vi havde ønsket; og det er måske ikke så ringe endda, at der går en tid inden mainstreamturistens forventninger til komfort og hygiejne kan honoreres hos vore i alle måder altopofrende værter.