Naturjournal

Ak, vejret er blevet til en uendelig række af mediestunt.
Selv helt her ude på bøh har vi på intet tidspunkt været sneet inde.

Nuvel. Yngstes bus var 4 -fire- minutter forsinket.
Det er faktisk mere præcist end det ofte opleves i højsommeren med ferieafløsere.

Ikke at der ikke har været fygning, og en enkelt nabos bil er hjulpet ud af indkørslen; men derfra og så til at male en vis herre på væggen!

Smukt har det dog været. Her et billede fra Den Mørke Skov (Ja, det hedder den faktisk), som Mellemste tog i eftermiddags: 

Endnu er det lykkedes at holde rådyrene ude af juletræsindhegningerne og dådyrene er som sunket i jorden. Jeg har ikke set spor af dåvildt siden nytår.

I aften står den på oldermandsgilde. Mange landsbyer har oldermandsgilde netop Kyndelmissedags aften.
Så må vi se, hvordan håret har det i morgen.

Klimatopmødet i København var noget af det mest effektive, jeg til dato har oplevet.
I forhold til tilsvarende periode før topmødet, er gennemsnitstemperaturen her på gården til dato faldet 12,3 grader.
Nu er vejr og klima imidlertid to forskellige ting. -Det er der ind i mellem nogle som glemmer.

Vejret er stadig dejligt vinterligt. Jeg holder af, at vintervejr stadig kan sætte vi små menneskers planlægningskalender til vægs.

Egentlig er det som hele samfundet udsættes for ved snevejr blot samme vilkår som vi i landbruget har til hverdag.
Vi kan planlægge nok så meget, at vi vil høste den næstfølgende dag; er det
regnvejr, er korthuset væltet og plan B eller C må træde i stedet.

Når jeg læser om andres problemer med den smule vinter vi har haft til dato er det som om der hos mange ikke eksisterer en plan B. Det forudsættes ganske enkelt af hele maskineriet fungerer fejlfrit hele tiden.

Der er stadig føde derude til vildtet. Her roserne i hegnet ved Albertmarken:

I morgen er det midvinter, Kyndelmisse, Kørmels Knud. Så skal halvdelen af vinterfoderet være tilbage i laden. Det kommer vist til at passe meget godt.

Ganske koldt denne morgen; men stille vejr, så det føltes ikke så bidende.
10 graders frost var hvad det kunne blive til.

Anderledes i PL. Der var temperaturen kl 8 i morges -27 C på termometeret midt på gårdspladsen.
Heldigvis er der i PL ca. 30 cm. snedække, så afgrøderne står godt beskyttede under det isolerende snelag.

Hos Chr. i Ukraine var morgentemperaturen -31 C, så vi har da et stykke vej endnu.

Vejret er smukt, og for en gangs skyld huskede jeg kameraet på turen rundt i plantningerne.

Det er vigtigt at holde rådyrene ude af granerne. Der er mangel på egnet føde, og så kan det gå svært ud over topskuddene.

Kun en enkelt af plantningerne har indtil videre haft besøg af sultne rådyr, så det er nådigt sluppet.

Jeg har i eftermiddag fældet endnu et antal asketræer, så dyrene kan æde knopperne, som de langt foretrækker frem for gran-topskud.

Iglekæret er godt og grundigt tilfrosset. Ande-redekassen står i ensom majestæt og venter på en ny andeynglesæson.
Kragebestanden er så stor her på egnen, at jordrugende arter er stort set chanceløse mod disse super-seende ægtyve.

Den har stået på rensning af render i skoven fra det lysnede i morges, og vi er nu nået ned i det lave krat nord for Ugleknotteskoven. Renderne dernede har -så vidt jeg har kunnet spore mig frem til- ikke været rensede siden 1948 så de er reelt kun mørke striber i sneen, da mere end 60 års blade og grene har fyldt dem helt op.

Disse fyldte render er ganske farlige, da de er totalt bundløse. Derfor kræver det noget af en føling med køretøjet at passere med mini-graveren på sådan et par hønsepinde:

Sidste års rensning har haft den ønskede effekt. Vandstanden er sunket betydeligt, og der skulle nu være gode chancer for at også de lavere områders træer overlever.

Bemærk de rødlige streger nederst på ahornstammen lidt til venstre i billedet. De angiver sidste års vandstand.
Det tåler en ahorn ikke i længden:

Og så er der sat ny fodertønde til fuglene i den lille midterremise i Kroghen. Remisen er groet så godt til nu, at fasanerne sidder der i dagtimerne og den giver samtidig rimeligt med dække mod rovfugle, så mon ikke der bliver taget vel imod tønden?
Der er ikke megen føde at hente længere i vildtageren ved siden af remisen.

Det blæser nu kraftigt på 2. døgn og markerne er mange steder helt tømt for sne, så vintersæden står blotlagt.
Det fryser godt nok ikke mere end 3 grader, men den hårde vind sammen med begyndende jordfygning gør livet hårdt for vintersæden. Allerede i går eftermiddag var vinterhveden mange steder flosset i bladkanterne.
Men den skal nok klare sig. Ellers er det de forkerte sorter vi har valgt. Vintervejret er trods alt ikke så voldsomt endnu.

Snedriverne er mange steder sortbrune af jordfygningen.
På nedenstående billede er det ikke skyggeeffekten; men driver med og uden jord som gør farveforskellen mellem for- og baggrund:

Vildtet har det også sværere ved at klare sig i sådan et vejr. Jeg var igår rundt for at checke foderpladser, så der skulle være korn nok alle steder. Der går noget foder til i sådan et vejr.

Jeg tager idag i skoven og vælter et par asketræer. Rådyrene er glade for bladknopperne.
Ofte kan de være afgnavede allerede første nat efter fældning.

Ellers skal det i næste uge gå løs med at rense drænsrender og få spulet drænsrør. Der kan køres stort set overalt nu uden at lave spor, så det skal udnyttes.

Prægtig jagt i forgårs hos TB. Vildtudbyttet var et stort rundt nul; men dejligt vejr, pænt med vildt, godt hundearbejde og ikke mindst et godt jagtselskab opvejer så rigeligt en svulmende vildtparade.

Egentlig kunne turen ligeså godt have været taget uden medbragte geværer; men var vi så kommet afsted?
Havde stemningen og spændingen været lige så intens?
Havde vi fået det samme ud af hundene?
Havde den efterfølgende suppe smagt lige så godt?

De, som ikke ønsker at få ødelagt deres barnetro omkring at bøffer stammer fra Bilkas køledisk med færdigfars, bør stoppe her.

Jeg fik nemlig drægtighedsundersøgt en stor kvie forleden, og til min store skuffelse var hun ikke drægtig på trods af, at hun har gået ved tyr i efteråret.

Og så er der sådan set kun een vej ud af det problem.

At sælge hende til slagtning er totalt brødløst. Priserne ligger i området 7-8 kr. pr. kilo.
Så det er ned i egen fryser. Der bliver godt nok fuldt hus, men det må gå.

Det var i går et prima slagtevejr med frost, vindstille og tørvejr, så jeg slagtede hende ovre i marken.
Det er lettere at stå udendørs med den slags. Så kan der bruges maskinkraft til det grove. 
Frontlæsseren en en stor hjælp. Jeg kan hejse og sænke, så der hele tiden er en tålelig arbejdshøjde.

En god times arbejde er der i at flå og tage ud at sådan et kreatur. Værre er det såmænd ikke.

Nu skal den hænge nogle dage i laden og modne, inden jeg parterer og fryser ned.

Den opmærksomme kan se et sæt hundeforben bag kvien.
Alma følger godt med.
Der bliver jo også hundemad ud af det. Jeg har taget kallunen fra til hende. I tørret stand er det en lækkerbidsken for hunde.

-Og til de landbrugskyndige, som måtte kikke med:
Ja!, der står en plov udenfor i baggrunden, og der er sne på, og den vil sikkert også stå udenfor i julen!

Efter gammel overtro må det aldrig sne på en plov ligesom man aldrig må pløje sne ned. Det giver dårlig avl fremover.
Står en plov udenfor julenat, vil Jerikos Engle danse på den, og så er det også ilde.

Den gamle 3-furede er der imidlertid ikke plads til inde, da maltbyggen heldigvis kom til at fylde godt i maskinhuset i høst.
Den har ellers pløjet det hele trofast fra 1987 og frem til i fjor, hvor afløseren tog over.
Egentlig var det planen at sælge den østover til en af de mange opkøbere af ældre maskiner; men også brugtmarkedet er nede i disse tider.
Så den står indsmurt og venter på bedre afsætningsmuligheder eller omsmeltning; men godt er det ikke ifølge gammel landmandsskik.

Efter en lidt drøj hjemtur fra det polske er det smukt med rigtigt vintervejr.
Der falder sjældent så meget sne på et døgn, som tilfældet var forleden. 41 cm. var det officielle mål for vort område.

Heldigvis blev vinden ikke så voldsom som lovet, og vejsituationen var som sædvanlig vildt overdrevet fra pressens side.

Under selve snevejret var jeg på jagt i det sjællandske. 7½ time udendørs i stille tæt snevejr. Det var en prægtig oplevelse.
Frost, men ikke koldt.
Nedbør, men ikke vådt.
-Og hvilken skønhed i skovlandskabet!

Det blev faktisk samtidig til et rigtigt pænt vildtudbytte; men min skudstatistik kunne have været en hel del bedre. Jeg undskylder det med den tykke oilskinsjakke og den megen sne. Så finder jeg på en ny undskyldning næste gang.

Var inviteret på gåsetræk i går morges. Dejlig morgen i mildt vejr med let vind. Gæssene trak, og vel omkring hundrede gæs satte sig på nabomarken uden chance for skud.
Men sådan er gåsejagt. Gæs er snu fugle, som ikke lige lader sig lokke, og de ser den mindste bevægelse eller forandring.

Det lykkedes dog min nabopost at doublere på den ene flok på fire gæs, som svingede ind over det hegn, hvor vi lå i dækning.
Et øjeblik vurderede jeg, om jeg skulle skyde til de to resterende fra den lille flok; men lod heldigvis være.
Da vi senere stoppede jagten, skridtede jeg op til en afstand af ca. 33 meter. Det er ca. 10 meter længere end forsvarlig skudafstand til gæs.

Vi gik hjemad, og da snakken faldt på, at jeg skulle have fødselsdagsgæster i aften, fik jeg gæssene med hjem.
Gode venner og et godt helbred. Så behøver man ikke stort mere.

Den har så stået på grågås i aften. Lækkert.
Det er ikke hvert år, at det vil lykkes!

Jeg holder af at se gæssene trække rundt. Deres yngelpleje i foråret er en nydelse at følge.
-Men det er nu også et dejligt syn, at se sådan to gæs med sprødt skind blive taget ud af ovnen.

Nu er de vilde horder drevet videre, og der er lige et lår og et par vingestykker til frokost i morgen, og så er det hundemad for resten.

Nogle giver aldrig deres hund ben, og slet ikke rørknogler.
Jeg har altid givet mine hunde det hele, og det har til dato været problemfrit.
Der er en vis glæde ved, at det hele er udnyttet, og hundene elsker det.

Jeg glæder mig allerede til at sidde ude på trappestenen og gnave det sidste kød af vingen, mens Alma på få minutter knuser og fortærer et helt gåseskrog.
Så er jagtsamarbejdet mellem os ført helt til vejs ende.
Måske er det pjat og sludder; men jeg føler faktisk, at det at spise sammen med hunden giver den en større flokfølelse og jagtiver.
Vi er i samme flok og skal samarbejde for føden.

Lige nu er Alma nu ikke så jagtivrig; men hviler ud efter en god formiddagsjagt med Erik  i skoven og en hel del godbidder fra velmenende gæster i aften.

Det er tomt, lige når et stykke er ryddet for juletræer.

Men næste forår planter vi igen, og så er et nyt sæt træer i gang.

Var på jagt på Damhave idag. Der var en dejlig masse vildt, og vi så, med undtagelse af skovsneppe, alle de vildtarter som sædvanligvis er i vort område.
Vildtet snød os godt og grundigt på trods af en ihærdig indsats fra hunde og os 4 jægere, så det blev blot til en fasankok og en gråand.

Det kan måske være svært at forstå for ikke-jægere; men det er en stor nydelse, når vildtet i den grad snyder een. Faktisk større nydelse end en hel masse vildt på tasken.

Alma tænker over sit næste træk:

-Og efter jagten var der frokost i de gamle stuer:

I morgen kører de sidste 180 træer mod Frankrig, og så er det slut med juletræseksporten for i år for mit vedkommende.
Det har været en god sæson rent salgsmæssigt; men det har været drøjt at bjærge træerne i de våde novemberdage.

Det er utroligt, som et marked kan skifte.
Jeg har i dag måtte sige fra til en levering af et 4-meters-træ desuagtet at jeg blev budt en endog særdeles pæn pris, hvis jeg kunne skaffe eet.
Jeg har ganske simpelt ikke flere pæne træer i den størrelse, selvom vi kun er i begyndelsen af december.

For fire sæsoner siden knuste jeg denne træstørrelse i dusinvis, da det var umuligt at opdrive købere. Jeg håber ikke at de tider kommer igen foreløbig.

Det skal dog nok passe at det går galt med udbuddet igen.
Gode priser lokker lykkeriddere, pensionskasser og andre dagdrømmere på banen, og så der dømt overproduktion.
Produktionstiden for et juletræ fra frø til fældning er ca. 12 år, så der går dog heldigvis en tid, før ord bliver til handling.

Se evt. dette gamle indlæg:

http://farmer.smartlog.dk/enhver-k-bstadsborgmesters-dr-m-knust--post86064

Var inviteret med på en dejlig jagt i går -ja faktisk til to; men den seneste invitation måtte jeg så desværre takke nej til.

Masser af vildt; inklusive 11 snepper på vingerne og 3 på paraden.

Søbonden havde inviteret. Jeg har kendt ham fra de helt unge og festlige år, og han har stadig, med de 50 år på bagen, konstant noget i ærmet:

Vi står på gårdspladsen og venter på, at een af de andre fra konsortiet skal holde parolen.
Søbondens hund bliver lukket ud af bilen og afleverer med det samme et ordentligt læs midt på gårdspladsen.
Den stolte ejer tager den skovl, som er sat frem til den slags hændelser, går over mod krattet med klatten; men gør -idet han passerer en varebil med åbentstående bagklap- en bevægelse, så det grangiveligt ser ud, som om skovlen tømmes direkte ind i bilen. -Vild jubel!

Fra lommen ringer han senere til parole-holderens mobiltelefon, som selvfølgelig ikke var slukket. Endnu en succes.
Det er svært at koncentrere sig om en tale, når en vibrerende telefon ligger i lommen!

Da vi drev mosen af, lykkedes det ham at doublere ænder, som ellers kom lige til naboposten.
Begge ænder faldt stort set for fødderne af denne, og alle andre ville indhøste en alvorlig påtale for at stjæle fra sin sidemand, men ikke Søbonden:
"Nu havde jeg liiige sådan et godt sving i bøssen og han (sidemanden) så jo ikke rigtig ud til at ville gøre noget ved det, såh...."
Ja, så var den sag vendt til morskab.

Hvor er det prægtigt, når den ungdommelige frækhed overlever så mange fødselsdage.

-Lige et billede fra forrige sæson af to gamle legekammerater. Tak for jagten.

Hjemme igen efter en længere tur i Luxembourg, hvor den stod på vildsvinejagt.
Jeg havde desværre ikke heldet med mig denne gang; men så ganske meget vildt -og så var der selvfølgelig nydelsen af de smukke bjerglandskaber og strabadserne ved at bestige dem.

Jagtturerne til Luxembourg har efterhånden stået på en del år, og det giver naturligvis en bred og god vennekreds.
Med årene nærmer nogle af de gæve jægere dernede sig en alder, hvor skavankerne bliver hyppigere, og én af de nærmeste i kredsen skulle lige have de seneste tre dages jager med inden en stor ben-operation, som i værste fald kan koste ham førligheden.
Det giver en egen stemning ved afskeden at vide, at det måske er jagt forbi for den gæve gamle jægersmand.

Ellers går det for fuld kraft i juletræerne. Vi starter netningen af de sidste træer i morgen, og bilerne kører dagligt afsted.
Det er meget pløret efterhånden og der bliver lidt vejarbejde, når det hele er overstået; men det kan ikke siges at være unormalt på denne årstid.

På trods af ca. 100 mm i november indtil videre er der endnu ikke en dråbe vand i drænene, så sommertørkens vandunderskud en endnu ikke indhentet.

Skovbrug er en underlig størrelse.
Forleden formiddag holdt jeg stille i en skov i nabolaget for på afstand at nyde fældningen af en gammel ask med en rigtig flot og ret stamme.
Der er noget højtideligt over øjeblikket, når en sådan gammel kæmpe falder.

Det farlige ved fældning af ask er, at træet let flækker, hvis ikke stammen falder præcist.
Uheldet var ude den dag, en sidegren ramte jorden før hovedstammen, og hele den stolte stamme flækkede fra top til rod.

100 års pasning og venten sat over styr ved få sekunders fejlagtigt fald.
Adskillige kubikmeter møbeltræ nedklassificeret til brænde i løbet af et splitsekund.
Det giver et helt sug i maven af ærgelse på ejerens og savførerens vegne; men sådan kan det gå.

I eftermiddags havde jeg kameraet i bilen, da jeg igen passerede stedet.
Et par andre aske var lagt perfekt; men den flækkede lå der også og mindede om den lange tynde tråd, som skovbrugsøkonomi hænger i.

-Og så er de første juletræer kørt herfra for en god times tid siden. De skal med skib til Færøerne i morgen. Det er vist første gang, at jeg leverer træer derop.

...Filippa-æblemost i år:

Filippa er gået hen og blevet mit ynglingsæble til most i år. Den er ikke så flot i farven som f.eks. Rød Gråsten -vel nærmest øl-brun- men smagen og aromaen er uovertruffen.
Men nu er det slut for i år. De sidste æbler er gået igennem maskinen, og så er der andre sorter som Lobo og Vardeæble som står for.

Vi har ialt 3 små Filippa-træer. Alle 3 træer har jeg selv podet i sin tid. Det er måske med til at fremme smagen. Enhver so synes jo bedst om sine egne grise.

Kvæden bærer frugt for første gang, og jeg har lavet den første prøvekogning af marmelade.
Marmeladen stivner godt blot ved sukkertilsætning. Den nåede ikke fra skålen over i glas inden den var stivnet for meget til at hælde om, så den må blive spist direkte. Frugterne har et specielt udseende og udsender en god duft:

Mispelfrugterne har jeg prøvet at koge, halvere, udstene og kandisere. De har en abrikosagtig smag og efterlader en lidt tør fornemmelse i munden. Sikkert gode til deko på dessert. Måske lidt ahornsirup i midten til en pandekage med vanilieis?