Naturjournal

Det lader til, at vi lige skal have lov at snuse til vinteren i en kortere periode.
Gadekæret er nu helt tilfrosset. Ændernes våge under grenene er helt lukket til og så leves det frie andeliv farligt med det antal ræve vi har i området i år.

To gange i forgårs blev der set to ræve henholdsvis ved Iglekæret og ved bækken langs Jakobs Skov, i går eftermiddags stod der en ræv midt på Stats-engen da jeg kørte forbi sidst på eftermiddagen og da jeg kom retur efter mørkets frembrud sprang der en ræv over vejen ved Allégården.

Alma bruger kun sjældent sin hundegård, og da slet ikke om vinteren, og da frosten burde gøre det umuligt for ræven at grave sig under, blev det besluttet, at hundegården må anses for at være en rimelig sikker vinterresidens for ænderne.
Dertil kommer, at Alma hver nat ligger mindre en 30 meter fra hundegården og nyder badeværelsets gulvvarme, så hvis ikke hun giver lyd fra sig ved rævebesøg bør hun fyres som vagthund.

Vi havde forventet en del bøvl med projektet; men det lykkedes egentlig ret let for naboen og jeg at få ænderne drevet over vejen og ind på gårdspladsen. Efter et par forsøg fik vi dem minsandten også ind i hundegården, så nu er det blot at håbe, at ræven ikke er mere snu og modig end godt er.

Lørdag er der fælles rævejagt i området, og så mon ikke det skal lykkes at få rævebestanden normaliseret en smule? 

Hvis ellers der er hold i journalistikken denne gang, har man afsløret et antal landmænd i at købe ulovlige produkter i form af gødning og kemikalier.
Det er meget trist for mit erhvervs image og der kan ikke siges noget positivt om den ting.

Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?
De ulovlige produkter er ikke købt i en oversøisk bananstat; men er  –hvis det passer, hvad jeg har kunnet læse mig til- lovligt købt i Nordtyskland, hvor disse midler kan anvendes på fuld lovlig vis.

Nu, hvor min første ærgrelse over imagebeskadigelsen har langt sig, funderer jeg over de enorme forskelle i opfattelsen af giftighed og miljøskadelighed, som denne ulovlige import åbenbarer.
Tænk, at der er så stor uensartethed i EU-landenes miljøopfattelser. Det er dog trods alt de samme indre farvande, en stor del af vandet havner i på et tidspunkt.

Det burde da være de samme videnskabelige fakta, som danner grundlag for lovliggørelser af produkter i såvel landbrug som andre erhverv og private husholdninger i lande som ligner hinanden jordbunds- og klimamæssigt.

Eller er det alene foreninger og organisationers nationale magtbalancer som afgør ret og uret og lader fagligheden i baggrunden?

Gør Danmark ret i at forbyde de ulovligt importerede stoffer, bør vi omgående standse brugen af varer produceret med ved hjælp af disse stoffer, så vi ikke indirekte fremmer brugen.

Gør Tyskland derimod ret i at legalisere samme stoffer, er forbuddet en fejl, som skal rettes.

Eller kan en lovgivning som er fagligt korrekt i Danmark på samme tid være forkert  i Nordtyskland?

I det skønne solskinsvejr i går ville Ældste og jeg lige en tur rundt for at se, om vi kunne finde et par fasankokke. Ved Futkæret fik hunden færten af noget og øjeblikket efter så jeg Alma forfølge en ræv ud gennem risbunkerne vest for kæret.
Ræven med hunden i hælene passerer Ældste uden for skudafstand, og forsvinder bag diget mod nord, hvor der er en rævegrav. Da vi kommer frem søger hunden efter fært og ræven er pist borte.
Vi havde naturligvis en lumsk anelse om, at ræven var smuttet i graven, og det blev bekræftet af, at Alma forsøgte at grave sig ind ved indgangshullet.

Nu ville det være synd at sige, at Almas kropsform er velegnet til gravjagt, så vi fik ringet rundt efter en jagtterrier. De rævejægere, der normalt passer den rævegrav var ikke at træffe, ¨så jeg fik fat i anden terrier og den kunne sætte ræven ud, og så var der en tæveræv mindre.
Det er den 3. ræv, som er skudt ved Futkæret og den tilhørende grav i år.

Bagefter gik vi i Krogen efter kokkene. Vi havde 9 kokke oppe, men det blev kun til to på tasken. En almindelig jagtfasan og en grønfasan. Det er velflyvende fugle på denne årstid.

Selvom ræven hænger på vildtkrogen kan den godt få en gang skædud af Alma.

Fik forleden et nytårsbrev fra den landmand jeg besøgte i Namibia i februar 2011.
http://farmer.smartlog.dk/held--post262080

Det er dejligt med sådan en slags årsberetning om småt og stort.

Vi talte under mit besøg meget om oksekødseksport til EU, hvor det dengang var opfattelsen, at aftalen var kommet i stand, og bl.a. Coop DK skulle have købt kød fra disse fritgående besætninger, hvis kød var noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt.

EUs regelsæt havde imidlertid en masse krav til øremærkning og dokumentation for kvægets opfedningssted op til 90 dage før slagtning, som stadig under de 4 år lange forhandlinger blev strammet. I starten var der krav om ét øremærke, så steg kravet til to øremærker osv.

Og hvad sker der nu?
Kineserne overhaler EU inden om. Laver samhandelskontrakt fra 2014 uden særkrav og køber tilmed landets overskudsproduktion af lammekød.
Over and out!

Jeg tillader mig at sakse fra nytårsbrevet:

Kineserne er ved at være rigtig godt igang med at sikre sig gode råvarer fra det kontinent vi delvis glemte, da vi ikke længere kunne udnytte det på det groveste.

Jeg savner ord.
Altså et ord, som kan beskrive dette at have en hel del mindre en andre i den  nation, man befinder sig i.
I en tidligere kommentar her på bloggen i forbindelse med dette indlæg
http://farmer.smartlog.dk/orddevaluering--post248714
blev den gode formulering "mindre bemidlet" foreslået; men i øjeblikket bruges stadig ordet fattig (de sproglige trend-setters her til lands må have sprunget et enkelt indlæg på denne blog over :-)  ), og det er meget oppe i tiden at finde og beskrive såkaldt fattige i Danmark.

At bruge ordet fattig om en person i DK er stadig ,efter min overbevisning, en hån mod verdens virkelig fattige: De som ikke har til føden og klæderne i dag og i morgen uanset hvor meget de har sparet og vil spare på de resourcer der er til deres rådighed.

I starten af 1990-erne så jeg ofte, hvad jeg vil kalde rigtig fattigdom tæt på Danmark.
Det var dengang vi startede produktionen op i Polen. Det gamle politiske system var lige brudt sammen, de nye politikere var uøvede og skattegrundlaget var yderst ringe.

En af de voldsomme oplevelser med fattigdom havde jeg engang, hvor vi skulle finde en måde at opbevare vand på.
Vort lokale vandværk var særdeles ustabilt, og især om morgenen, når mange husholdninger brugte vand, kunne der være decideret vakuum i vandrørerne.
Vi søgte derfor en tank med 5-10 m3, som kunne fyldes af nattevagten og tilkobles til toiletter og håndvaske i nødstilfælde.

Jurek, http://farmer.smartlog.dk/jurek----post91485 som var vor tolk, netværk og meget mere, havde fundet ud af, at der var en tank fra en gammel brandbil til salg få km. fra os.

Vi drog ud ad en jordvej til noget, som ingen ville tro var beboet af mennesker, og blev budt indenfor af en ganske ung kvinde, næppe mere end 22 år, med indfaldne kinder og hudfarve som en melorm.

Det var en rigtig sur efterårsdag med regn og blæst, og vandet drev ned ad vinduerne i den uopvarmede og utætte ruin. På en gammel sofa, som tydeligvis samtidig var husets seng, lå to drenge, tydeligt underernærede, på vel omkring 2 og 4 år og hostede om kap.

Vi satte os på et par gamle vakkelvorne stole, men blev ikke, som man ellers altid bliver ved ankomst, budt på kaffe eller te. Elværket havde lukket for strømmen, vandværket lukket for vandet og brænde til kaminen havde hun ikke noget af.

Manden havde været brandmand, og var blevet dræbt mod et vejtræ under en udrykning et halvt år tidligere.
Under normale omstændigheder ville dette have udløst en forsikringssum, så familien kunne have haft en tålelig tilværelse; men da manden viste sig at være spirituspåvirket ved ulykken, bortfaldt al hjælp.

Mandens familie var af den tørstige slags, så der var ingen hjælp fra den side.
Hun var selv fra det sydlige Polen, så hvis vi ville give 4 mill. sloty for tanken (ca. 900,- DKK), som stod bag huset, var den vores. Så kunne hun og børnene nemlig få råd til en togbillet hjem til hendes familie, og derved sikre en eller anden form for forsørgelse.

Jurek forklarede mig -på tysk naturligvis- at sådan tre billetter kunne købes for det halve, og foreslog at vi startede med at byde 1,5 mill; men den dag lod jeg hjertet vinde over min prangersjæl.
Vi betalte de 4 mill, fandt en halv pakke chokoladekiks i bilen til børnene og hentede tanken, som iøvrigt fungerede perfekt i mere end 10 år.

Senere spurgte jeg i nabolaget ind til kvindens og børnenes videre skæbne, og den lille familie var godt nok kommet til hendes hjemegn, havde klaret vinteren og enken var igen gift, så der var faktisk en slags happy ending på historien, men....

Jeg håber ikke, at denne polske kvinde nogensinde på TV vil komme til at se den velklædte, sunde og velnærede danske studerende, som i aftes ville påberåbe sig retten til at kalde sig fattig. 

Knapt er drænene ved Iglekæret spulede og velfungerende, førend nye forstoppelser viser sig.
Den megen nedbør de seneste dage har udløst en totalforstoppelse af den store hovedledning fra Enghaven.
Hovedledningen er, som ved Iglekæret forleden, en kommunal vandføring, og for ca. 20 år siden var kommunen så geniale at plante 3 popler liiige oven på deres egen rørledning.

Er der noget som søger i vandrør er det rødderne af pil og poppel, og det er med sikkerhed også sket, for poplerne er for få dage siden blevet fældet; men det er jo lidt sent at kaste brønden til, når barnet er druknet.

Vejen er, som det ses, ganske og aldeles oversvømmet, og vandmængderne fortsætter over nabomarken og oversvømmer den stakkels rapsmark:

Det er store vandmængder, et sådant rør normalt fører bort. Vandet står som en lille gejser op af vejgrøften, og vil hurtigt underminere vejkassen:

Det er vist ikke en problemstilling vores kommune har patent på; men flere års manglende forebyggende spuling sammen med manglende koordinering mellem f.eks. de der planter vejtræer og vandafdelingen giver sig udslag i nogle skader, som i omkostning langt overstiger besparelserne ved at lade stå til.

Social- og sundhedssektorens brugere skal nok lade høre fra sig, hvis et forebyggende tiltag svækkes. Dræn og rør tier og lader sig først se, når skaden sker.
En fornuftig politiker, som ønsker genvalg, håber på 4 år uden hårdt vejr, undlader skolereformer og lader vandsektoren sejle sin egen sø i ordets egentlige betydning.

Ovre på Ellens blog var der forleden dette glimrende indlæg om madspild:
http://mommer.wordpress.com/2012/01/04/madspild-kan-undgs-p-flere-mder/
Jeg kunnne ikke lade være med at tage dette foto af omfræset hvid- og rødkål, da jeg kørte forbi marken i går:

Der er naturligvis skåret al den kål som kunne sælges, og det ser værre ud, end det egentlig er, idet de løse kålblade, som altid efterlades på marken, får det til at se ud som var det rent spild.
Alligevel efterlades hvert år store mængder fødevarer på markerne (se de mange hoveder i den ufræsede højre del) med den eneste grund til usælgeligheden, at størrelse og form ikke passer forbrugeren.

Eller er det mon supermarkedsindkøberen, som det ikke passer? Det er en ganske lille kreds af mennesker, som bestemmer, hvad 98 pct. af befolkningen tilbydes.
Alt for få mennesker gider tilegne sig reel viden om deres fødevarer og engagere sig.

Gårsdagens besøg af den hidtil voldsomste drænsspuler, jeg har oplevet, gav resultat.

Efter seks timers arbejde kom der endelig optimalt gennemløb i Iglekærsafløbet, og det var også tiden! Sidst på dagen var vand, kuling, regn og bøvl ved at tage arbejdsglæden og -tempoet ud af projektet.
Men så meget større er fornøjelsen, når projektet endelig lykkes og vandet pludselig fra det ene øjeblik til det andet begynder at strømme mellem støvlerne på os druknede mus. 

Nu bliver det spændende, hvor hurtigt vandet i oversvømmelsen synker.
Mit bud er, at det meste allerede er væk, når det lysner om et par timer. Det er betydelige vandmængder, som passerer igennem en fuldt udnyttet drænsledning med en diameter på 20 cm.

Det var tidligere lykkedes Hedeselskabet at finde det gamle drænkort og maile en kopi til mig, og kortet bekræftede den gamle historie om den tidligere ejer af jorden:

Knud Jeppesen var en mand, som havde sine egne meninger, og da afvandingsprojektet nord for landsbyen skulle gennemføres, forlangte han, at afvandingen ikke måtte fjerne vandet i Iglekæret, da han brugte kæret til at vande kvier ved om sommeren.
Og således blev det: Hovedledningen slået et sving udenom kæret og netop i det sving var ledningen stoppet, og Iglekæret var derved vokset til tidobbelt størrelse.

Sådanne drænkort er uundværlige, så det var heldigt, at Hedeselskabet havde en kopi i deres magasin, for de to ejere af jordstykket, som har været mellem Knud Jeppesen og jeg har ikke efterladt sig noget som helst.

Samtidig er det da meget hyggeligt, at kæret stadig eksisterer, selvom det naturligvis giver en del ekstraarbejde og -udgifter.
Knud Jeppesens modvilje overfor uddræning af kæret blev af samtiden betragtet som endnu et bevis på hans stokkonservative holdning til stort set alt.
I dag ville han blive opfattet som progressiv fortaler for bevarelse af vådområder.
Tiderne skifter.

Om en times tid begynder samfundet -forhåbentligt- at fungere normalt igen.
Jeg får fra starten brug for den genfundne fungtionsdygtighed.
Oliefyret til opvarmning af smågrisestalden på Stensvang brænder ikke optimalt og forbruger derfor for meget olie, så der skal en prof. VVS-mand på.
Den bageste elsikringsgruppe på stuehuset i Kile slår sikringerne, så den kortslutning kommer der en elektriker på.

Men det største problem, som gerne skulle løses her på årets første arbejdsdag, er dog et tilstoppet dræn i juletræerne ved Iglekæret. Mindst 500 træer står med rødderne under vand, og har gjort det siden før jul, hvor vi startede kampen mod vandet.
Når det lysner her til morgen prøver vi, med en ny spuler med en længere slange, at komme til tilstopningen fra den anden side.
Det bliver en kamp med bløde kørespor og en spulelængde på over 200 meter.
Jeg håber virkelig at vi kan få gang i det ved at spule.
Det er på ingen måde morsomt at skulle søndergrave stykket med de træer, som var tænkt solgt næste sæson; men væk skal vandet, ellers vil det brede sig og være totaltødelæggende for det den østlige del af plantningen.

Alle de mange startvanskeligheder har ænderne i gadekæret ikke. De er igang.
Denne vintersæsons grønne og forårsagtige skær har sat gang i løjerne i gadekæret, hvor der drænkes på livet løs, som var det midt i marts.

Iøvrigt pudsigt med ordet "drænke".
Det er et ord, som jeg alle dage har hørt og brugt om fjerkræs parring, men ikke mindes at have brugt skriftligt tidligere.
Jeg ville derfor lige slå stavemåden op, og fandt, at det var et gammelt dialekt-ord og samtidig et dobbeltord for drukne i stil med ryge/røge(det ligner bestemt også et drukningsforsøg, når ænder drænker), og så var der pludselig skabt sproglig forbindelse mellem ænderne og juletræerne.

Så jeg håber, at ænderne drænker videre og at mine juletræer ikke drukner.

Indtil videre har vinteren vist sig fra sin grønne side i år, og de to køer og tyren, som har haft til opgave at gnave det lange græs hos Hans ned efter årets to høslet, er først nu ved at være færdige med opgaven og har til dato klaret sig fint uden tilskudsfodring.

De har deres lovpligtige overdækkede og strøede lade, som de kan gå ind i; men vejret har indtil videre været af en sådan beskaffenhed, at tilbuddet ikke har fristet.
De foretrækker at ligge i et par bigballer, som egentlig var tiltænkt til at give lidt strukturfoder som supplement til det saftige og fugtige efterårsgræs; men om ballerne gør gavn på den ene eller anden måde er jo også i grunden underordnet.

Det var egentlig planen, at tyren skulle have været slagtet for et par uger siden; Men nu ender det med, at vi kommer på den anden side af nytår.

Han er vokset godt til over efteråret, og da han ikke er vant til at blive trukket rundt med, er han efterhånden, i en alder af 20 måneder, ved at være en egensindig herre på vel omkring 550-600 kg, som har et veludviklet beskytterinstinkt i forhold til de to køer, han går i flok med.
Man skal naturligvis ikke udvise nervøsitet overfor et sådan dyr; men den fornødne respekt og årvågenhed er nødvendig.

Der forestår en opgave, når han om føje tid skal læsses på kreaturtransporten!

Fasaner findes i en række farve- og aftegnsvarianter, som tilmed kan krydse indbyrdes, så imodsætning til de fleste andre vildtarter, kan fasanhaner variere fra næsten sølvfarvede til helt mørke individer med eller uden hvid halsring.

På  http://en.wikipedia.org/wiki/Common_Pheasant er der en udmærket beskrivelse af de forskellige underarter, man normalt inddeler alm. fasan i; men der er som sædvanlig uenighed blandt de lærde, og nogle bl.a. anfører japans nationalfugl, grønfasanen, som en underart af alm. fasan.

Da der samtidig findes næsten helt sorte individer, som også kaldes grønfasan, men som blot er arveligt fejlpigmenterede individer, er forvirringen næsten total. 

Min egen lille teori omkring farvevarianter af fasan går på, at uden udsætning er den brunvingede type som den til højre på billedet dominerende. Men teorien bygger kun på mine egne iagttagelser her fra området og har ingen, absolut ingen, videnskabelig dokumentation.

Alderen bestemmes ud fra sporernes længde og form. Det er således kokken til højre i billedet, som er 2 år, medens kokken til venstre er klækket i dette forår. når jagten går ind 1. oktober er de gamle lette at kende fra de unge kokke, idet de unge sjældent har fældet til den fuldfarvede fjerpragt.

Her ses tydeligere forskellen i sporeform og længde:

-Og så er det vist ikke "fint jagtsprog" at kalde hanfasaner for kokke. De benævnes haner.
Der er blot det lille men, at når en fugl letter, kan råbet "Hane/høne" let forveksles at de skytter som måtte stå et stykke bort, og så kan det koste en høne livet på en jagt, hvor hønerne ikke skydes.
Råbet "Kok/høne" er ikke til at tage fejl af.

En ung fugl som den til venstre steges præcist som en kylling med persille osv. Men når nu en gammel kok skal gøres spiselig, er der flere muligheder.
Saltet og kogt serveret med peberrodssovs og hvide kartofler er vel den mest almindelige model.
Tarteletter, hvor fasan indgår i stedet for kylling/høne er også en mulighed, hvis man holder sig til brystkødet og de største af lårmusklerne.
Én af vore favoritter er vildtsuppe, hvor hele fuglen gør gavn.
Suppen minder rigtig meget om denne opskrift:

http://www.dk-kogebogen.dk/opskrift2/visopskrift.php?id=6849

Dog UDEN hvidløg for vores vedkommede.

Og så går de afkogte skrog ubeskåret til Alma, som allerede nu burde begynde at glæde sig til aftenes andeskrog:

Når man for første gang nogensinde sådan lige snupper 14 dages ferie og dette endog sker lige midt i jagtsæsonen, bliver der naturligvis noget at indhente.
Så det er heldigvis blevet til ikke færre end tre gode jagter hen over den seneste uge.

Lørdag stod den på ande- og fasanjagt i det herligste solskin. Der var både troldænder, krikænder og gråænder på paraden og sågar en grågås, som af uforklarlige årsager ikke var lettet fra mosen længe inden vi var kommet på plads.

Tirsdag var jeg så heldig at være budt på kronvildtjagt i det jyske. Der var rigtig godt med kronvildt. Der blev set mindst 23 krondyr i de to drev, og der blev skudt 3 ialt.
Desværre stod jeg ikke på post de steder, hvor dyrene kom; men så dog en rudel på 11 dyr udenfor skudhold.
Sådan er det og sådan vil det altid være. Man kan aldrig vide, hvor dyrene står den pågældende dag.
Pladserne bliver iøvrigt fordelt ved lodtrækning, så placeringen af den enkelte jæger er tilfældig.

Her er der tid til lidt snak mellem drevene. På selve jagten er total stilhed et must, hvis man vil have en chance for at få de altid årvågne krondyr for:

En hedegård i nabolaget var til salg.

Det er rigtig mager jord i området, og med denne standard på laden kom jeg til at tænke på annonceteksten: "Behagelig letmuldet jord. Bygningerne trænger til en kærlig hånd". Altså ejendomshandlerkoden for "Flyvesand med tilhørende ruin."

I dag købes en sådan gård naturligvis ikke med landbrugsdrift for øje, men erhverves alene for naturens og jagtens skyld. -Og natur og jagt bød området på i rigt mål, så mon ikke gården er salgbar trods ejendomsmarkedets sløvhed.

I går tog et par af naboerne og jeg så en lille tur rundt langs hegnene for at få reduceret lidt i fasankokkene. Det lykkedes os da at finde et par stykker; men der er en hel del flere kokke i byen så vi har da heldigvis en undskyldning for at gå en gang eller to mere.
Det er bedst, hvis forholdet mellem høner og kokke kommer til at ligge på 5-7 høner pr. kok før ynglesæsonen. Det kommer vi dog ikke ned på, selvom vi aldrig skyder høner. Der viser sig altid at være for mange kokke, når foråret kommer.

Disse to fik vi dog med hjem til gryden.

Den ene er en gammel kok. Han er med sikkkerhed for sej til stegning, så han kan passende finde anvendelse i vildtsuppen, som er på planen til 3. juledag.
Men sikke kokkene kan snyde hundene på denne årstid, og er stærke og hurtigtflyvende, når det først kommer på vingerne.
Det er noget andet end de knapt udfarvede kyllinger i starten af oktober.

Der har været et par ugers blogpause, da jeg har været et smut henne i Vietnam for -i en del af perioden- at besøge nogle landmandskolleger.

Vi havde bedt vores særdeles dygtige hotelvært i Hanoi om at finde et home-stay så tilstrækkeligt ude bagved i de nordvestlige bjergområder, at det ikke var ren turisme og McD det hele, og jeg skal love for, at det var lykkedes ham til fulde.

Vi kunne køre i lejet bil frem til en flod 15 km. uden for nærmeste by med en form for busdrift, og så begav guiden, Fruen og jeg os op ad skråningen fulgt af nogle kvinder fra området.
-Og når nu turen gik derop alligevel, tog denne kvinde så lige 33 kg. ris med op af stien:

Det var et stort fremskridt, at enkelte stier var blevet cemeteret, for de årige nedbørsmængder i området var ganske betydelige. På denne tid er det dog relativt tørt, og vi havde kun en enkelt dag med finregn.

Snart fik vi følge af børnene

En so med grise sluttede sig også til følget på et sted, hvor stien -af i første omgang uforklarlige årsager- over en kort strækning blev til en vej. Formodentlig havde soen samme håb som resten af følget: At et sådant besøg af fremmede sikkert ville kaste et eller andet af sig.

Vi blev godt indkvarteret, og så stod den på landbrugssnak de næste dage.
Vores guide var rigtig dygtig; men ikke just landbrugsuddannet, så værten og jeg forstod undertiden hinanden bedre, når oversættelsen blev sprunget over og arme og ben taget i brug i stedet.

Fødevarer er så velbetalte, at der er plads til de fornødne indkøb af kunstgødning og man har ligeledes rimeligt styr på insektbekæmpelsen. Deres problem er aks- og lagersvampe. Der var tydeligvis meget aksfusarium i deres ris.
Det koster naturligvis meget udbytte; men det værste er egentlig kvalitetsforringelsen, idet svampene udskillet toxiner, som gør risene decideret usunde at spise.
Men de tålte tilsyneladende mosten, og vi havde heller ikke på noget tidspunkt helbredsmæssige problemer, selvom en dansk fødevarerkontrollant ville have fået travlt med at erklære hele området for ren dræberzone.

Køkkenet havde næppe heller tålt et sundhedscheck. Køleskab var der ikke noget af, og rotter var der også; men alt bliver kogt eller stegt, så der er bakteriel nulstilling lige før indtagelse. Spisetiderne afhang af, hvor tørre dagens brændestykker var.

Kravene til aflønning af arbejdsindsats er endnu så små, at de helt usynligt små terrasser i helt ned til en meters bredde fortsat dyrkes.

De lokale er godt klar over, at der skal mere til for at give en tilværelse med mere moderne bekvemmeligheder, og der bygges om og regeres for at udvide turismen overalt.

Geografien umuliggør at rationalisere driften og Vietman har ikke økonomi til at vælge den norske tilskudsmodel, som ellers kunne give disse bjergbønder en chance i forhold til risbønderne nede i Vietnams mange floddeltaområder, hvor maskiner kan komme til og hvor der samtidig kan høstes flere gange årligt mod bjergenes ene og usikre årlige høstsæson.

Huset var ganske praktisk indrettet, idet der -ud over køkkenet- var ét rum i stueetagen til ophold og spisning og ét rum på førstesalen hvor familien, vor guide og vi sov.
Det fungerede egentlig fint, når man lige havde vænnet sig til det lydbillede, en sådan indretning sammenholdt med et relativt stort husdyrhold i nabohuset giver.

Heldigvis havde vi fint vejr under opholdet. Det gav os bl.a. mulighed for at løse gåden med de undertiden særdeles brede cementerede vejområder. De blev simpelthen -som det ses i baggrunden- brugt som tørrepladser for afgrøderne:

Udsigten fra vores homestay var prægtig, og i daggryet, før de andre i huset vågnede, var det en lise for sjælen at sidde og nyde vandets rislen over terrasserne lige uden for huset og se ænderne snadre i risstubbene.

Terrassen lige foran huset var særlig attraktiv for ænderne. Denne fik nemlig afløbet fra det wc, som myndighederne har påbudt disse home-stays at installere og var derfor særlig næringsrig og fuld af gode sager.

Rotterne var vist ikke vant til, at der var menneskelig aktivitet så tidligt på dagen, så jeg sad med benene oppe på flisekanten, at jeg ikke uforvarende skulle komme til at træde nogen over tæerne.

Alt i alt et ophold nøjagtigt så langt ude bagved, som vi havde ønsket; og det er måske ikke så ringe endda, at der går en tid inden mainstreamturistens forventninger til komfort og hygiejne kan honoreres hos vore i alle måder altopofrende værter.

På de mindre øer i Kattegat, på vadehavsøerne og i det vestjydske træffes der ofte snepper i større tal; men her i det nordfynske har jeg aldrig oplevet så mange snepper som ved jagten i går; men vejret var også lige efter bogen: Regn og rusk efter en lang periode med stille og højt vejr.

De blev set et stort antal, og til aften lå der 8 snepper på paraden. Det er det højeste antal skudte snepper, jeg nogensinde har oplevet på en jagt.
Tilmed blev der ikke gået specielt efter snepperne, og det sidste drev var på ingen måde sneppeterræn, men ren andejagt.

Jagten var særdeles alsidig, og der var på paraden sneppe, fasan, gråand, krikand, troldand og blishøne.

Selvfølgelig havde jeg ikke fået mit kamera med; men en af jagtherrerne lovede at snarest maile et billede fra paraden.

Her til formiddag vil vi prøve at trodse den stormende kuling og forsøge os med snepperne på Enggård og i mosen. Der har tidligere været mange snepper, som f.eks. i 2006:

http://farmer.smartlog.dk/-rets-sneppefald--post77077

I sidste ude mødte en kontrollant op for at tilse, om de læhegn, som var plantet tilbage i 2004 nu også er, som sådan nogle, i følge regler og forordninger, skal være.

Det er sådan set helt OK.

Hegnene er plantet med tilskud svarende til renholdelsesomkostningerne de første 3 vækstsæsoner, og det er vel ganske fornuftigt, at den givende part følger op på tingene.

I næste uge får vi besøg af endnu en kontrollant i den evige række. Denne gang er det et såkaldt forudanmeldt miljøcheck.

Egentlig også helt OK.

Vi skal ikke svine omgivelserne til med olierester og lignende.
Sådanne kontrolbesøg kan naturligvis også være uanmeldte, og mange vil sikkert sige, at et anmeldt kontrolbesøg ikke er noget værd.

Det er dog med anmeldte kontrolbesøg ligesom med en eksamen med forberedelsestid: Kravene til eksaminanden er blot det større.
Ud over de fysiske rammer er der hele papirjunglen, som skal være fejlfri.
-Og der er godt nok meget at holde styr på i vore dage.

Papirsiden er så kompliceret, at mange vælger at have deres rådgiver med som bisidder ved et sådant besøg med deraf følgende omkostninger.

Det har vi nu valgt fra af principielle årsager. Det kan ikke passe, at tingene skal være så uforståelige, at der skal prof. hjælp til udførelse og tolkning.

Nu får vi se. Ved tidligere kontrolbesøg har alt været i orden, så mon ikke det er tilfældet denne gang også.

Havde vores produktion foregået i et industrikvarter på baggrund af et selskab med en række aktionærer, havde det været 100 procent OK altsammen.

-Men gården her er vort hjem, min families hjem i 6 generationer, basen hvorfra alt udgår.
Den gård, som min forfader Rasmus Larsen i 1842 købte på auktion efter at familien før var uddøde af tyfus.
Den gård som jeg har fornøjelsen af at drive nu på 32. vækstsæson, og forhåbentlig engang får lov at give videre til næste led i kæden i mindst lige så god stand som jeg overtog den.

Problemet for mig er denne følelse, som når nogle træder ind i ens intimsfære.
Som hvis det undersøges, om man er værdig til at passe ens egne børn, og om man korrekt har noteret hvornår og med hvad man har hjulpet med lektierne.

Juridisk og samfundsmæssigt forstår jeg behovet for kontrol.
Den psykologiske side har jeg endnu ikke lært at tackle.
Det bliver forhåbentlig næste generations opgave, for kontrol bliver der næppe mindre af.

To herlige jagtdage i Luxembourg og så hjem til en plads totalt udsolgt for exporttræer.
Så kan en jæger og juletræsproducent vist ikke forlange ret meget mere af en week-end.

Jagten på førstedagen kan vel nærmest at sammenlignes med en velorganiseret skovtur.Starten går fra det lokale forsamlingshus med en ikke helt ringe udsigt.  

Skytterne stilles for på steder (vi får alt for lidt motion i forhold til driverne), hvor der forventes at vildtet vil komme, og så drives der i to kæder fra hver sin ende af at 250 hektar stort skovområde med stejle kløfter og en blanding af nærmest ufremkommelige krat og smuk åben skov.

Driverne er lokale beboere fra området, og for mange år siden var dette at være driver en kærkommen ekstraindtægt.
Idag er det en tur i den skønne efterårsskov og fællesskabet ved bordet i forsamlingshuset til middag -og navnligt til aften, hvor især den yngre del af driverkæden fortsætter den sociale del til langt ud på aftenen.

Der er dog den tradition tilbage, at hatten går rundt blandt skytterne og det indkomne beløb deles blandt driverne. Så skal man som skytte huske at lægge godt i hatten, og det er en pligt for driverne at modtage beløbet med tak.
Men der er vist ingen af de vellønnede luxembourgere, der ser denne aflønning som andet end et minde om en svunden tids helt anderledes økonomiske forhold.

Andendagen bød på jagt under mere private former i en herlig hytte i skoven.

Nu har jeg det jo bedst, hvis der også kommer noget fagligt nyt ud af en sådan tur, og sandelig om jeg ikke så en gammel, og for mig hidtil ukendt, metode til at undgå topbid på de unge træer:

Man vikler simpelthen en stump uld rundt om toppen. Ingen dyr bryder sig om at få uld i munden, og derved undgås topbid. Det var nok værd at prøve mod harebid i juletræerne.

I selskabet var der også to personer med relationer til juletræsbranchen, så lad os se, om vi kan få noget eksport igang til det luxembourgske.
Lige nu er der ingen afsætningsproblemer; men det er altid gået op og ned, og med den mængde træer, som er plantet de seneste par år, skal det nok gå galt med priserne igen.
Kommer prisfaldet på juletræer om 5-6 år, er det nok ingen skade til at pleje et par nicher medens andre danser om guldkalven.

-Og så blev det forresten lige pludselig aften uden for den lille bjerghytte, og det var tid til hjemtur: