Var inviteret på gåsetræk i går morges. Dejlig morgen i mildt vejr med let vind. Gæssene trak, og vel omkring hundrede gæs satte sig på nabomarken uden chance for skud.
Men sådan er gåsejagt. Gæs er snu fugle, som ikke lige lader sig lokke, og de ser den mindste bevægelse eller forandring.
Det lykkedes dog min nabopost at doublere på den ene flok på fire gæs, som svingede ind over det hegn, hvor vi lå i dækning.
Et øjeblik vurderede jeg, om jeg skulle skyde til de to resterende fra den lille flok; men lod heldigvis være.
Da vi senere stoppede jagten, skridtede jeg op til en afstand af ca. 33 meter. Det er ca. 10 meter længere end forsvarlig skudafstand til gæs.
Vi gik hjemad, og da snakken faldt på, at jeg skulle have fødselsdagsgæster i aften, fik jeg gæssene med hjem.
Gode venner og et godt helbred. Så behøver man ikke stort mere.

Den har så stået på grågås i aften. Lækkert.
Det er ikke hvert år, at det vil lykkes!
Jeg holder af at se gæssene trække rundt. Deres yngelpleje i foråret er en nydelse at følge.
-Men det er nu også et dejligt syn, at se sådan to gæs med sprødt skind blive taget ud af ovnen.
Nu er de vilde horder drevet videre, og der er lige et lår og et par vingestykker til frokost i morgen, og så er det hundemad for resten.

Nogle giver aldrig deres hund ben, og slet ikke rørknogler.
Jeg har altid givet mine hunde det hele, og det har til dato været problemfrit.
Der er en vis glæde ved, at det hele er udnyttet, og hundene elsker det.
Jeg glæder mig allerede til at sidde ude på trappestenen og gnave det sidste kød af vingen, mens Alma på få minutter knuser og fortærer et helt gåseskrog.
Så er jagtsamarbejdet mellem os ført helt til vejs ende.
Måske er det pjat og sludder; men jeg føler faktisk, at det at spise sammen med hunden giver den en større flokfølelse og jagtiver.
Vi er i samme flok og skal samarbejde for føden.
Lige nu er Alma nu ikke så jagtivrig; men hviler ud efter en god formiddagsjagt med Erik i skoven og en hel del godbidder fra velmenende gæster i aften.
